Der går kun fire måneder. Så slutter en æra, og det endegyldige punktum i en beskidt krig kan sættes, mens den slagne part lægges i graven efter at have ligget med åbne sår i næsten 30 år.

Til marts 2016 indstiller den japanske elektronikgigant Sony nemlig salget af Betamax-videokassetter, og samtidig er det slut med Micro MV-kassetterne, som er blevet brugt i videokameraer. Sony har ikke produceret et kamera, der kunne bruge Micro MV-bånd siden 2005.

Betamax var Sonys bud på det, der skulle blive til fremtidens videobånd. Sony præsenterede Betamax-formatet i 1975, men kun et år senere rullede landsmanden, den ligeledes japanske konkurrent JVC, sin egen VHS-kassette ud på markedet, og så begyndte videokrigen for alvor.

Formatkrigen skudt i gang

Der kom Betamax-optagere, og der kom VHS-optagere, så man kunne optage TV-udsendelser og se dem, præcis når man havde lyst til det uden at være tvunget til at sidde klistret foran skærmen, mens udsendelserne blev sendt. Det var ganske nyt og banebrydende dengang - meget længe, før Internet blev folkeeje, og endnu længere, før streamingtjenester blev udtænkt og siden almindeligt tilgængelige.

»Formatkrigen« blev striden døbt, og den skilte virkelig vandene. Enten var man til Betamax, eller også var man til VHS. Man købte optager, bånd og sidenhen også kamerabånd, som kunne bruges i den afspiller, på hvis side man havde valgt at placere sig. Filmproducenterne måtte udsende deres købefilm i begge formater i en lang periode, fordi heller ikke de vidste, hvordan kampen faldt ud.

Mange mente, at Betamax var et bedre format end VHS, men VHS endte med at vinde kampen, blandt andet fordi der på et VHS-bånd kunne være tre timers optagelse mod kun en enkelt på Betamax-båndet (dog to timer, hvis man satte maskinen til halv hastighed), og fordi det var billigere at producere VHS-maskiner end Betamax-maskiner. Sony krævede nemlig, at de, der ville med på Betamax-vognen, skulle betale licens til Sony for at få lov til at bruge den patenterede teknologi. Og det gad JVC, hvis største aktionær var Panasonics ejer Matsushita, ikke at bruge penge på og udviklede derfor sit eget format.

Pornokortet var afgørende

Andre japanske producenter som Hitachi, Misubishi og Sharp steg på VHS-vognen, hvilket fik den japanske regering til at opgive sin plan om at få ét samlet format - noget, som regeringen ellers havde lagt i hænderne på Sony men nu måtte se sønderskudt.

Da først pornobranchen valgte side, og valget faldt på VHS, var Betamax' dage talte. TV-stationerne ophørte med at bruge Betamax-bånd omkring år 2000, men den britiske statsradiofoni, BBC, har stadig i sine arkivet Betamax-bånd. Sony selv producerede den sidste Betamax-optager i 2002.

Derimod bliver der stadig produceret VHS-bånd, dog (absolut) ikke hos Sony.

Sejr til de blå i 2. runde

Sony tog så revanche for små ti år siden. Her står giganten klar med en ekstrarummelig DVD-skive, som blev døbt Blu-ray og kunne rumme både længere film og film i bedre billed- og lydkvalitet end de traditionelle DVD-skiver.

Konkurrenten Toshiba - også japansk - ville, som i Betamax-dagene, ikke konstant lægge penge hos Sony for at bruge Blu-ray-teknologien til at producere egne afspillere og optagere og lancerede derfor sit eget HD-DVD-format. De to skiver - Blu-ray og HD-DVD - lignede umiddelbart hinanden og havde mere plads og bedre kvalitet. Blu-ray blev markedsført med den blå farve fra navnet, mens HD-DVD blev vist frem med en rød farve for at markere forskellen.

Kampen stod på i næsten tre år. Filmproducenterne dvælede og valgte til sidst side, nemlig Blu-ray, og pornobranchen satte dødsstøddet ind ved at gå samme vej.

I januar 2008 kastede Toshiba håndklædet i ringen i forbindelse med verdens største elektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), i Las Vegas i USA. Kampen var tabt. Sony og Blu-ray havde vundet. Et år senere var Toshiba klar med sin første Blu-ray-afspiller.