Sony Mobile overvejer at forlade Lund

Mobilproducentens mange sparerunder betyder for meget plads i det svenske hovedsæde i universitetsbyen.

Sony Mobile har stadig over 1.000 ansatte i Lund men overvejer nu at flytte sydpå til mindre lokaler. Foto: Sony Mobile Fold sammen
Læs mere

Sony Mobile overvejer at forlade den svenske universitetsby Lund, der derved vil miste et af sine flagskibe.

Den japanske mobilproducent har ifølge Sveriges Radios P4 Malmöhus fået for meget plads efter adskillige fyringsrunder de seneste år og overvejer derfor at rykke ud af Lund og flytte sydpå til et centralt sted nær togstationen Hyllie. Samtidig udløber den nuværende lejekontrakt snart.

Oplysningerne bekræftes delvis af Anders Almgren, der er socialdemokratisk borgmester i Lund.

»Jeg ved, at man ser på forslag uden for Lund, så det kan godt passe,« siger han til radioen og understreger, at det vil være et hårdt slag for kommunen.

Kommunikationschef i Sony Mobile, Kajsa Petersson, siger, at selskabet »altid er i gang med at vurdere, hvor vi vil etablere os, og hvor vi skal være«, men vil ikke ellers kommentere forlydenderne om en flytning.

Hovedsæde flyttet til Tokyo

Efter seneste fyringsrunde for et år siden havde Sony Mobile 1.200 ansatte tilbage i Lund.

Sony Mobile hed tidligere Sony Ericsson, da den svenske mobilgigant Ericsson - stadig verdens største leverandør af mobiludstyr - hver ejede halvdelen af selskabet. Men efter at Ericsson solgte alt til Sony i 2011, har den japanske elektronikgigant skåret forretningen til.

Sony Mobile i Lund leverer forskning og udvikling. I 2013 blev hovedkontoret flyttet fra Lund til Tokyo.

Sony er i Danmark det femtemest solgte mobilmærke.