Sony genopliver sin første PlayStation – i miniudgave

Playstation Classic med 20 gamle spil er klar lige inden jul som en del af retrobølgen.

Så stor er forskellen på den nye og gamle udgave af Playstation 1, men selv om den nye er langt mindre, er controlleren i samme størrelse som dengang i 1994, da Sony meldte sig ind på konsolspilmarkedet. Foto: Sony Fold sammen
Læs mere

Der er dømt »retro« for alle pengene, når den japanske elektronikgigant Sony lige op til jul sender en miniudgave af sin allerførste PlayStation-spillekonsol i handelen.

PlayStation Classic er 45 procent mindre end den originale PlayStation 1, som kom i 1994. Miniudgaven, der er 149 millimeter bred, 105 mm lang og 33 mm høj, lanceres 3. december i Japan, Nordamerika og Europa sammen med 20 tilsvarende retrospil forudindlæst, heriblandt »Final Fantasy VII«, »Wild Arms«, »Ridge Racer Type 4« og »Tekken 3«. Det bliver ikke muligt at hente eller indlæse andre spil end de 20, der følger med.

Controllere i fuld størrelse

3. december er årsdagen for den oprindelige lancering, der blev en succes. Sony solgte over 102 millioner styk af den og fik dermed fodfæste som en af de store spillere på det nye marked.

Både designet af knapperne på PlayStation Classic og de tilhørende »controllere« eller styrepulte med ledning – der vel at mærke er i fuld størrelse – minder om den 24 år gamle original, og i flere af spillene kan man spille mod hinanden med hver sin controller. Prisen bliver 100 euro, svarende til omkring 750 kroner, men en officiel dansk pris er endnu ikke meldt ud.

Der følger et HDMI-kabel med, så man kan koble PlayStation Classic til sin fladskærm.

En klassisk bølge ruller

Sony er ikke den eneste, der er gået i arkiverne. Konkurrenten Nintendo har lavet nye (mini)udgaver af sine NES Mini, SNES Classic Mini og C64 Mini, og de har solgt så godt, at det er kommet bag på Nintendo. En ny produktion af NES Mini er sat i gang, og SNES Mini har siden sidste år solgt i over fem millioner eksemplarer.

Playstation er den dominerende spillekonsol på verdensmarkedet. PlayStation 4, som er nyeste model, har indtil nu solgt i 82,1 millioner eksemplarer, mens Microsofts Xbox One er ude i 38,6 millioner eksemplarer og Nintendos Switch i 19,9 millioner styk, viser nye tal fra analyseportalen VGChartz.

Sony standsede tidligere på måneden muligheden for at få Playstation 2 repareret efter 18 år. Selve produktionen af den blev indstillet i 2012, efter at der er solgt 140 millioner af den siden premieren i marts 2000.