Sony Ericssons tab mindre end ventet

Mobilproducentens salg i 2009 lå 40 procent lavere end året før, men underskuddet bliver mindre.

Sony Ericssons nye topchef, Bert Nordberg, overtog posten for 15. oktober efter japaneren Dick Komiyama. Nordberg var tidligere Ericssons chef i Silicon Valley i USA. Foto: Yuriko Nakao, Reuters,/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det økonomisk trængte Sony Ericsson fik et lille plaster på såret med regnskabet for julekvartalet, selv om koncernen fortsat mister penge.

Sony Ericsson har solgt en halv million flere mobiltelefoner, nemlig 14,6 millioner styk, i årets tre sidste måneder i forhold til kvartalet før, og salget steg fra 1,61 milliarder euro til 1,75 milliarder. Men for hele 2009 er der tale om næsten en halvering af salget i forhold til 2008 og en nedgang på 40 procent i antallet af solgte telefoner. Resultatet før skat blev i fjerde kvartal på -190 millioner euro (1,4 milliarder kroner).

Den første af de fem store

Det er det første årsregnskab fra en af de fem store. Sony Ericsson er verdens fjerdestørste producent af mobiltelefoner. Det ejes halvt af den japanske elektronikgigant Sony, halvt af den svenske storproducent af teleudstyr, Ericsson.

Finske Nokia står fortsat bag to af hver fem solgte mobiltelefoner i verden, fulgt af sydkoreanske Samsung og LG Electronics, Sony Ericsson og amerikanske Motorola nu helt nede på femtepladsen.

Gennemsnitsprisen pr. solgt telefon er steget fra 116 kroner i 2008 til 119 kroner i 2009.

Sony Ericsson forudser en lille vækst i salget i 2010.

Fyringsrunde før jul

Sony Ericssons topchef Bert Nordberg måtte lige før jul fyre 450 ansatte i udviklingsafdelingen i Lund i Sverige - eller 15 procent af de 3.000, der arbejder på stedet. Dermed er der i 2009 blevet 2.500 ansatte færre i koncernen, som nu har 9.100 medarbejdere.

»2010 vil stadig blive udfordrende, eftersom den fulde effekt af omkostningsforbedringerne ikke vil give sig udslag i resultaterne før i andet halvår. Vi er dog overbevist om, at vor forretning er på rette spor,« siger Bert Nordberg i en kommentar.

Sony Ericsson havde et kæmpe underskud på 164 millioner euro i tredje kvartal 2009.

Sony Ericsson blev stiftet i oktober 2001 og og blev et af de mest succesfulde selskaber i branchen nogensinde. Sony Ericsson har med sit moderne design og sin gode sans for nyttige og frem for alt populære funktioner på rekordtid virkelig gjort sig gældende på mobilmarkedet, især blandt de unge mobilbrugere. Ericssons egen mobiltelefonproduktion før samarbejdet var en sand kamp op ad bakke.

Teleselskaber: Det ser sort ud

Flere tilkendegiver nu åbenlyst, at de forventer en hård fremtid for Sony Ericsson. Johan Andsjö, der er chef for svenske Telenors spanske selskab Yoigo, forventer, at Sony Ericsson er solgt til Sony inden for to år.

»Ericsson burde have solgt selvskabet tidligere,« sagde han på en konference.

Og norske Telenors chef i Sverige, Lars-Åke Norling, ser store udfordringer.

»Det bliver hårdt for Sony Ericsson. Mobiltelefonbranchen handler jo om volumen,« lød det.

Hele Ericsson-koncernen fremlægger regnskab på mandag.