Sony Ericsson forventer milliardtab

Den japansk-svenske mobilproducent forudser et underskud på næsten tre milliarder kroner med udgangen af marts på grund af svigtende salg.

Sony Ericsson, som har stort udviklingskontor her i Lund, er hårdt presset af krisen. Foto: Th. Breinstrup Fold sammen
Læs mere
Mobiltelefonproducenten Sony Ericsson advarer om, at første kvartal vil ende i et underskud på mellem 2,5 og 2,9 milliarder danske kroner.

Sony Ericsson - der ejes halvt af den japanske elektronikgigant Sony, halvt af den svenske netværksgigant Ericsson - forventer at melde ud om et tab før skat på grund af svigtende salg. Og også resten af 2009 tegner dystert.

»Resultatet før skat ventes at blive et tab på mellem 340 og 390 millioner euro, fraregnet restruktureringsomkostninger på mellem 10 og 20 millioner,« hedder det i en meddelelse fra Sony Ericsson.

Mindre salg, mindre på hylderne

Mobilproducenterne har levet på en konstant vækstbølge de seneste år og er derfor blevet overrasket over, at finanskrisen også har ramt mobilbranchen. Men folk vælger at beholde deres telefoner længere end tidligere, så salget falder over hele linien. Det får butikkerne til at mindske lagrene, hvilket rammer mobilproducenterne og deres indtægter.

Sony Ericsson forventer at sælge 14 millioner telefoner i årets første kvartal. I oktober-december 2008 blev der solgt 23,5 millioner telefoner. Forventningen er, at det samlede salg af mobiltelefoner i verden i år vil ligge ti procent under sidste års salgstal.

Sony Ericsson er verdens fjerdestørste mobilproducent efter finske Nokia, sydkoreanske Samsung og ligeledes sydkoreanske LG. Amerikanske Motorola ligger på femtepladsen.

Først 17. april kommer Sony Ericssons regnskabstal for 1. kvartal.