Sony bekræfter afløser for Playstation 4

Topchef bekræfter, at den bedst sælgende spillekonsol snart kan få en afløser.

Sony lancerede i september 2016 en opdateret udgave af sin storsælgende spillekonsol, Playstation 4 Pro. Nu er nummer 5 på vej. Arkivfoto: Brendan McDermid, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN MCDERMID
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afløseren for Sonys storsælgende spillekonsol Playstation 4 er på vej.

Det bekræfter den japanske elektronikgigants nye topchef siden april, Kenichiro Yoshida, for første gang over for den britiske finansavis Financial Times, om end han ikke officielt vil omtale den som »Playstation 5«.

»Det er nødvendigt at have næste generations hardware,« siger Kenichiro Yoshida.

Spillekonsollerne, som kobles til TV- eller computerskærmen, har de seneste år været presset af de mange spil, som kommer til smartphones, der er langt lettere at tage med sig rundt. Markedet for mobilspil anslåes at være på 70 milliarder dollars eller 454 milliarder kroner.

Markedet skal udvides

Playstation 4s afløser skal derfor bruges til at slå igen og ventes bl.a. at rumme muligheder for at bruge den til det stadig mere populære e-sport, hvor anslået 167 millioner mennesker online følger professionelle spillere forsøge at nå de højeste niveauer i store spil. Spillekonsollerne er samtidig blevet udbygget, så man kan spille mod andre, og så sociale elementer kobles med ind.

Samtidig skal de dog holde på de mange, som allerede bruger dem, hvorfor der ikke skal ændres alt for meget på en ny model. Endelig er der store forskelle i verden på, hvor god internetdækningen er, hvorigennem mange spil skal hentes.

Samtidig betyder spil over nettet små forsinkelser, fra man selv reagerer, til spillet reagerer, og det kan især i kamp- og skydespil være afgørende for, om man vinder. Så længe spillet kører på spillekonsollen, har producenten fuld kontrol over oplevelsen ved at spille.

Spil skal også kunne streames

Både Sony, den amerikanske softwaregigant Microsoft og andre har selv kastet sig ud i at tilbyde streamede spil. Sony har Playstation Now, så man kan spille fra sin PC, og Microsoft annoncerede for nylig Project xCloud, hvor man fra næste år smartphones og tablets kan spille Xbox One-spil for dermed at holde på brugerne, der køber sig adgang til spillene. Google meldte sig i sidste uge med sit Project Stream, hvor man kan spille spil gennem Googles internetbrowser Chrome.

Sonys Playstation 4, hvis første version kom på markedet i 2013, sidder på 58,3 procent af spillekonsolmarkedet. Der er til dato solgt 82,7 milioner styk af den, hvor Microsofts samtidige Xbox One med en markedsandel på 27,4 procent har solgt i 38,9 millioner eksemplarer. Nintendos nye og nyskabende Switch har på halvandet år - siden marts 2017 - solgt 20,4 millioner eksemplarer og sidder nu på 14,4 procent af det globale spillekonsolmarked, viser tal fra analyseportalen VGChartz.