Sonofon klar til Debitel-køb

Kapløbet om det danske mobilselskab Debitel går ind i slutfasen, og norskejede Sonofon står ifølge Børsens oplysninger klar til at trække det længste strå.

Ligesom svenske Telia har Sonofon ifølge Børsens oplysninger budt over 1 mia. kr. for Debitel, og i weekenden sendte Sonofons norske ejer - Telenor - en konkret håndsrækning til det danske datterselskab, Telenor Danmark Holding, i form af en kapitalforhøjelse på knap 2 mia. kroner.

Beløbet, der ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er tilført i form af værdier for 100 mio. kr. til en overkurs på 1966, skal bruges, hvis det lykkes Telenor at slå ærkerivalen Telia af pinden i kontraktforhandlingerne med Debitels schweiziske investeringsbank UBS. Kilder peger på, at det er investeringsbanken, der har krævet, at børsnoterede Telenor tilfører det danske holdingselskab et milliardbeløb, så der er en garanti for, at Telenor har det beløb klar, selskabet har budt ind med.

Det indikerer, at en handel er oppe over, vurderer kilderne.

Kilde: Børsen