Sommersalg af fladskærme i top

Danskerne fortsætter storindkøbet af fladskærmsfjernsyn. Sommerens store sportsbegivenheder har sat god gang i sækkevognene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danmark klarede ikke turen til finalen i verdensmesterskaberne i fodbold, men der var målorgie hos sælgerne af fladskærmsfjernsyn.

»Allerede sidste år lå salget ret godt. I år er det alligevel vokset med ti procent i første halvår, og det er helt klart fodbolden, der har trukket. Det er helt forrygende,« siger Kurt Frausing, direktør for brancheforeningen Branchen Forbrugerelektronik (BFE), der samler alle elektronikproducenterne.

Læs også: Nordjyder køber de største fladskærme

I alt blev der købt omkring 780.000 TV-apparater sidste år - alle fladskærmsfjernsyn - og prognosen for hele 2010 lød egentlig på 675.000 styk. Det vil nu sandsynligvis skulle opjusteres.

»Der har været megen markedsføring i forbindelse med VM, og folk med et latent behov for enten at købe en fladskærm eller at skifte til en større model har nok rykket købet frem på grund af den massive markedsføring. Samtidig er der et voldsomt prispres, så man får meget for pengene. Forbrugerne har et slaraffenland nu,« konstaterer Kurt Frausing.

Læs også: 3D stopper prisfald på fladskærme

Også skattereformen, der gav mange flere penge på lommen, har bidraget til det øgede salg. Desuden opdagede mange i foråret under det første besøg i sommerhuset, båden eller campingvognen, at der var sort skærm, fordi TV-signalet i hele Danmark 1. november 2009 blev ændret til digitalt og derfor ikke længere kan ses på almindelige fjernsyn uden ekstraudstyr.

Varme bremsede salg

Sydkoreanske Samsung står for den største mængde solgte fladskærme i Danmark.

»Markedet er vokset rigtig godt i 1. halvår, men jeg tvivler faktisk lidt på, at sportsbegivenhederne har drevet salget. Det er nok snarere kombinationen af, at folk har fået flere penge, samtidig med at der er kommet nye produkter - internet-TV og 3D-TV - og så helt klart de store annoncekampagner.

Læs også: Fladskærmene skaffer pengene

Vi kan bestemt se en stigning i salget i forbindelse med sommeren. Indtil midten af juli gik det rigtigt godt, men så blev det for varmt. Når man nærmer sig 35 grader, gør folk altså noget andet end at købe TV, og det kan jeg godt forstå,« siger salgschef Ulrik Hvid fra Samsung.

3D-TV med tredimensionelle billeder har på kort tid solgt bedre, end da den skarpere LED-fladskærm kom på markedet sidste år og på to kvartaler udgjorde cirka 20 procent af Samsungs totale salg.

Det skal være større

Målt i styktal sælger 40-tommerskærme nu lige så godt som 32-tommerskærme, men det største vækstområde lige nu er skærme på 46 tommer.

Der er vægtige beviser på, at danskerne skifter skærm.

»Gennem vort returskrotsystem kan vi se, at rigtig mange billedrørsfjernsyn bliver smidt ud. Der stod ved årets afslutning omkring 300.000 billedrørsfjernsyn i danske hjem, men nu vil ingen have selv de flotte af dem, når de bliver skiftet ud med en fladskærm,« siger Kurt Frausing fra Branchen Forbrugerelektronik.

Flere på net-TV

Danmarks største kabel-TV-selskab, det TDC-ejede YouSee, kan ikke umiddelbart se, om mængden af digital-TV-kunder er vokset. YouSee sender nemlig samtidig signaler ud, der kan bruges af både gamle og nye fjernsyn.

»Men fra web-TV har vi en indikation. Her kunne vi tydeligt se trafikken variere med VM-programmet og Tour de France. Eksempelvis opnåede vi det højeste seertal nogensinde, da Tyskland-Australien spillede de indledende runder.

De foreløbige tal tyder også på, at sportsbegivenhederne er med til at holde web-TV-trafikken på højt niveau hen over sommeren. I juli streamede YouSee 161.000 timers direkte TV trods varmerekord og ferietid. Det er temmelig højt for årstiden,« forklarer YouSees pressechef, Ib Konrad Jensen.

Ifølge YouSees vicedirektør, Erik Andersen, mere end fordoblede YouSee salget af tillægsabonnementet YouSee Plus, hvor man får kanalerne med i højeste HD-billedkvalitet.

»Det er udmærket, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi havde regnet med, at endnu flere havde benyttet sig af muligheden,« siger han.