Sommerhusudlejning er i fremgang hele året: »Det begynder at lugte af mere end bare højsæson«

De danske sommerhuse er fuldt booket i højsæsonen. Der kan kun komme flere sommerhuse til udlejning, hvis flere danskere vælger enten at udleje eksisterende sommerhuse eller opføre nye. Salgsdirektør i danmarks største sommerhusudlejningsfirma opfordrer til, at man udnytter bundfradraget til udlejning.

Det er så populært at holde sommerhusferie i Danmark, at der stort set ikke er nogen ledige pladser i højsæsonen. Derfor opfordrer udlejningsbureauerne til, at flere danskere udlejer deres sommerhuse, når de ikke selv bruger dem. Bax Lindhardt

Udlejningen af de danske sommerhuse har slået rekord på rekord – hvert af de seneste ni år er antallet af overnatninger kun gået en vej. Opad.

Det glæder Phillip Høeg Kildegaard. Han er salgsdirektør i Novasol, der er en platform for formidling og udlejning af privatejede ferieboliger i mere end 25 europæiske lande. Firmaet udlejer 10.000 feriehuse i Danmark, hvilket gav en omsætning på 832 mio. kr. i 2018, og placerer dem blandt branchens største her til lands.