Solidt milliardoverskud til Fannie Mae

Den statskontrollerede amerikanske realkreditvirksomhed Fannie Mae kom ud af andet kvartal med et overskud på 10,1 mia. dollar.

Foto: MOLLY RILEY
Resultatet er påvirket af stigende boligpriser, der gør det muligt for selskabet at tilbageføre nogle af de hensættelser, der blev foretaget under finanskrisen.

Det var ifølge Wall Street Journal sjette kvartal i træk, at realkreditudlåneren havde overskud, og der var tale om noget nær en fordobling af resultatet fra 5,1 mia. dollar i samme periode sidste år. For fem år siden kastede den amerikanske regering en redningskrans ud til selskabet til en værdi af 117,1 mia. dollar.

Sidenhen har Fannie Mae dog formået at tilbagebetale 95 mia. dollar, og selskabet har planer om at foretage en tilbagebetaling på 10,2 mia. dollar til september.

/ritzau/FINANS