Søstrene Grene planlægger at åbne 100 butikker rundt om i Europa i løbet af de næste år.

Det fortæller medejer og direktør, Mikkel Grene, i et interview med Finans.

I dag har Søstrene Grene 273 butikker i 16 lande. Nu ønsker firmaet at have 500 butikker inden for en kortere årrække.

100 af disse skal efter planen åbnes inden udgangen af 2025, lyder det.

Et nyt regnskab viser, at selskabet bag Søstrene Grene og medejer af en stor del af butikkerne har haft en stigning i omsætningen på 6 procent til 1,8 milliarder kroner i regnskabsåret 2022/23. Resultatet dykkede med 24 millioner kroner i forhold til året før og endte på 184 millioner før skat.

Trods faldet er Mikkel Grene tilfreds.

»Målet er altid at øge både top- og bundlinjen, men vi lever med, at vores indtjening faldt i det år, som vi lukkede i april. Forklaringen er jo især, at vi som selskab selv har absorberet en stor del af de prisstigninger, som ramte, frem for at lægge dem på produkter og over til kunderne. Vi kan som familieejet virksomhed hurtigt reagere på den måde,« siger Mikkel Grene til Finans.