Søstrene Grene på den grønne gren

Den danske kæde, Søstrene Grene, har tjent godt det seneste år. Kæden har 120 butikker på verdensplan og venter at tilføje endnu flere det kommende år.

Adm. direktør Mikkel Grene. Pressefoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hans Christian Jacobsen

Farveblyanter, planter, lamper, nips, kopnudler, akvarelmaling, tingel-tangel, slikkepinde, pynt, taburetter, et staffeli, mintpastiller, klips, chips, bloklys, ketchup, et vægur, et vækkeur, ildfaste fade, læskedrik, bestik, glas, notesbøger, halspastiller, opbevaringskasser, rustne søm, lysestager.

Over 10.000 artikler har Søstrene Grene i deres varesortiment, og det sælger. Årets resultatet lyder på 53,8 mio. kroner før renter, skat og af- og nedskrivninger. Det er en stigning på 42 pct. sammenlignet med sidste år. Det skriver Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

»Der er ingen tvivl om, at vi på tværs af alle afdelinger har arbejdet enormt hårdt mod at skabe en øget værdi over for vores kunder, i kraft af øget andel af vores egne æstetiske designs. Vi ønsker at stå for vidunderlige oplevelser og gode fund, og derfor er vi naturligvis også stolte af årets resultat, da vi ser det som et tegn på, at kunderne belønner det hårde arbejde,« siger administrerende direktør Mikkel Grene i pressemeddelelsen.

Søstrene Grene har i dag mere end 120 butikker i Danmark, Norge, Sverige, Holland, Island, Frankrig, Spanien, Irland, England og Tyskland. Men kæden er på jagt efter nye franchisetagere til både nye og eksisterende markeder.

»I det forgangne regnskabsår har vi investeret stort i nye markeder, og det medfører en række opstartsomkostninger. Derudover har vi haft store investeringer i IT, ligesom vi har oprustet på medarbejderstaben. Det handler om at skabe et stærkt fundament for, at vi kan fortsætte med at overraske og begejstre vores gæster,« siger Mikkel Grene.

Det er planen, at de 125 butikker kæden råder over i dag skal forøges til 200 i løbet af det næste år. Fortæller Mikkel Grene i dagens Børsen.

Brødrene Grene i udlandet

Det er de to brødre Mikkel og Cresten Grene, der står for at drive familievirksomheden, og det er efter, de overtog styringen i 2013, at udviklingen og internationaliseringen for alvor tog fart.

Og efter et fejlslagent forsøg på at åbne butikker i Japan for tre år siden, er de to brødre klar til at forsøge sig med Stillehavseksperimentet igen:

»Vi startede med forkert set up på det forkerte sted, og i det hele tager undervurderede vi nok opgaven. Vi blev enige om at afbryde samarbejdet, og nu starter vi så med et stort børsnoteret selskab,« fortæller Mikke Grene til Børsen.