Søstrene Grene indtager Tyskland

Den populære danske detailkæde Søstrene Grene er klar til at gøre sit indtog på det tyske marked.

Mikkel Grene
Læs mere
Fold sammen

I en lejlighed i Aarhus begyndte i 1973 et eventyr. Et eventyr, der skulle vise sig at blive en millionforretning. Det hed Søstrene Grene og har siden fået vokseværk. Så meget, at kæden nu vil åbne i Tyskland, der bliver dens niende marked. Blandt æsker, vaser og klassisk musik har der været plads til at tænke videre, og Søstrene Grene vurderer, at der er et potentiale på op mod 200 butikker i det folkerige land syd for grænsen. Med en gennemsnitlig omsætning på ti millioner kroner per butik er der op mod to milliarder kroner at hente på det tyske marked.

Men kæden er også forberedt på, at der er et langt tidsperspektiv ved at komme ind på det enorme tyske marked. Op mod otte til ti år forudser administrerende direktør Mikkel Grene, for det kræver de rette beliggenheder og samarbejdspartnere.

»Vi skal i gang nu, men i og med vi arbejder med franchise, er det vigtigt, at vi finder de helt rigtige kandidater,« siger Mikkel Grene, der fortæller, at de i øjeblikket leder efter egnede lejemål i Berlin og Hamborg, men at hele Nordtyskland har gode muligheder.

Han forklarer, at huslejen i nogle store, tyske byer er højere end i Danmark, men til gengæld er kundegrundlaget også væsentligt større. Tyskerne har tidligere vist stor interesse for dansk design, så overordnet set kommer strategien i Tyskland til at være den samme som på de andre markeder.

»Det er nogle af de samme ting, vi vil spille på med vores eget æstetiske touch på produkterne. Desuden er vi en familievirksomhed med en lang og traditionsrig historie. Det tror jeg også vil appellere til tyskerne,« siger Mikkel Grene.

Han fremhæver også, at den hyppige udskiftning af varer vil vække nysgerrighed hos kunderne.

Da Søstrene Grene i 1973 slog dørene op første gang, var det som Danmarks første discountbutik. Det var nyt dengang, men i dag findes de overalt, så kæden lavede for tre år siden en turnaround, der definerede dens koncept mere skarpt. Derfor kan de i dag skille sig ud fra nyere spillere på markedet som Tiger og Normal.

»På mange måder er det blevet nemmere at differentiere sig, fordi vi går en anden vej. Vores omdrejningspunkt er at skabe feminine og æstetiske design, som er præsenteret i det helt særlige univers, der kendetegner Søstrene Grene,« siger direktøren.

Netop butikkernes univers er der stort fokus på i den feminine detailkæde.

Ifølge Mikkel Grene er det missionen at skabe et frirum for kunderne, hvor de kan komme væk fra virkeligheden.

»Når man kommer ind i butikken, forsøger vi at skabe et åndehul, hvor man for en stund kan lukke verden ude og fordybe sig i en verden af skønhed og glæde. Vi har på den måde flyttet os fra at være en discountbutik til at være en oplevelsesbutik. Dog kan man altid have tillid til at priserne er små i forhold til den kvalitet og værdi, der er forbundet med produktet. Det er en af grundstenene i Søstrene Grene, at kunderne skal føle, de gør et fund,« forklarer Mikkel Grene.

Uden at der er sat en præcis dato, er det planen, at det nye eventyr skal ramme de tyske gader, inden julehandlen for alvor sætter ind og gerne med flere butikker.

De seneste år har kæden udvidet til flere andre lande, og sidste år blev det til butiks­åbninger i både Frankrig og Japan. Begge markeder har taget godt imod Søstrene, og det har altså været med til at give blod på tanden til flere butiksåbninger.

I dag findes der tæt på 90 butikker i otte lande. Kæden blev etableret i 1973 af to søstre, Inger og Ruth, med deres respektive mænd og blev bygget op omkring deres fastre Anna og Clara. Få år senere blev det ene ægtepar købt ud. I 2002 blev der gennemført et generationsskifte, således at brødrene Cresten og Mikkel Grene i dag driver kæden med hovedsæde i Aarhus med Mikkel som administrerende direktør og Cresten som kreativ direktør.