Søgsmål på vej i OW Bunker-sagen

De involverede i OW Bunker-skandalen kan blive ramt af retssager fra flere sider. Retsopgøret kan blive skudt i gang inden for få uger.

Foto: Henning Bagger.
Læs mere
Fold sammen

Konkursen i OW Bunker kan potentielt ramme Carnegie endnu hårdere end den aktiehandel, som danske investorer har taget fra banken det sidste halve år. Flere retssager er på vej og kan også blive rettet mod de investeringsbanker, der stod bag børsnoteringen.

Sagerne om OW Bunker kan kommer fra flere sider. Et konsortium af danske investorer med ATP og PFA i spidsen har varslet et krav om 803 mio. kr. Investorerne, der forvalter mere end 2.000 mia. kr., har allerede indledt de første skridt mod en stor retssag og er i gang med at undersøge mulighederne for at få erstatning. Investorerne har understreget, at ingen er udelukket fra retssagen og kravet kan ramme ledelsen, bestyrelsen, bankerne bag børsnoteringen, kapitalfonden Altor og de investor bag Altor, som har fået penge fra OW Bunker. Den sag kan begynde inden for få uger.

Også de mindre aktionærer er gennem Dansk Aktionærforening klar til at forsøge at få nogle af de tabte penge tilbage. Her er der stiftet en ny forening, som er ved at samle de tusindvis af private investorer, som har tabt penge på konkursen.

Internationalt har blandt andre amerikanske investorer hyret danske advokater for at få del i Altors gevinst ved børsnoteringen – en gevinst som allerede er sendt tilbage til investorerne.

Selve konkursboet efter OW Bunker har lagt et krav på den tidligere topledelses bord på 654 mio. kr. Kravet er rettet mod tidligere topchef Jim Pedersen, to medlemmer af direktionen samt de to ansvarlige chefer for datterselskabet i Singapore Dynamic Oil Trading.

Senest er også landets største revisionshus, Deloitte, blevet draget ind i sagen og kan blive mødt med erstatningskrav på grund af sin rolle i OW Bunker. Specialkuratoren på OW Bunker-sagen har indledt undersøgelser af den konkursramte virksomheds regnskaber tre år tilbage, men Deloitte afviser, at de har noget ansvar i sagen.

Og for nyligt skrev finans.dk, at Finanstilsynet i hemmelighed har indledt en undersøgelse af kollapset i OW Bunker. Finanstilsynet vil i øjeblikket ikke kommentere sagen, men undersøgelsen bekræftes af en redegørelse, som kuratorerne i OW Bunkers konkursbo sendte til olievirksomhedens kreditorer i sidste måned.

OW Bunker indgav 7. november sidste år konkursbegæring. Virksomheden, som på det tidspunkt var Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning, faldt fra hinanden efter det som er kaldt en historisk skandale. O.W. Bunker var et halvt år forinden blevet børsnoteret med en børsværdi på 5,3 mia. kr. og bukkede under pga. et tab på en kunde i Singapore og spekulation i oliekontrakter. Flere end 20.000 investorer skød penge i selskabet. Carnegie, Morgan Stanley, Nordea og ABG Sundall Collier var medunderskrivere på prospektet, som blev godkendt af Finanstilsynet og dermed lever op til kravene på EU-plan.