Sne og slud på startbaner driller fortsat flytrafik i Europa

Flere aflyste fly og forsinkelser i danske lufthavne såvel som andre steder i Europa på grund af sne og uvejr.

Foto: Simon Skipper. Arkivfoto: Flere aflyste fly og forsinkelser i danske lufthavne såvel som andre steder i Europa på grund af sne og uvejr.
Læs mere
Fold sammen

Vintervejr giver fortsat problemer med at få fly afsted til tiden fra lufthavne rundt om i Europa tirsdag.

Det er ikke den smule slud, der er faldet i København, der giver problemer for flytrafikken i Københavns Lufthavn. Det er derimod snefaldet rundt om i Europa, der giver både forsinkelser og aflyste fly, fortæller lufthavnens pressechef, Kasper Hyllested.

»Frem til klokken 11.30 tirsdag har vi fået meldinger om seks afgange til Amsterdam på grund af vejret. Men der kan komme flere aflysninger.«

»Man skal også regne med, at der kan være forsinkelser på grund af vejret rundt om i Europa,« siger pressechef Kasper Hyllested fra Københavns Lufthavn.

Kasper Hyllested opfordrer passagerer med billet til en afgang tirsdag til at følge med på lufthavnens hjemmeside eller app. Og ellers få flere informationer direkte hos flyselskabet.

I Billund Lufthavn er passagerne tirsdag formiddag indtil videre sluppet for aflysninger.

Men i Storbritannien og resten af Europa er op mod 100.000 passagerer ramt af aflysninger på grund af sne og ekstrem kulde, skriver det britiske medie The Independent.