Snack-gigant går efter konkurrent: Kan blive verdens største slikproducent

Mondelez International, der står bag blandt andet Oreo, har budt 23 mia. dollar for konkurrenten Hershey.

Mondelez International, der står bag blandt andet Oreo, har budt 23 mia. dollar for konkurrenten Hershey. Fold sammen
Læs mere
Foto: MIKE BLAKE

De amerikanske selskaber vil til sammen blive verdens største slikproducent og forhåbentligt vække investorernes sukkertrang.

Det skriver The Wall Street Journal.

Mondelez angav for nyligt et bud på Hershey til 107 dollar per aktie, hvilket Hersheys bestyrelse afviste blankt. Da sagen ramte nyhedsfladen steg Hersheys aktiekurs med 17 pct. til 113,49 dollar. Investorernes appetit på Hershey har smittet af på Mondelez, der er blevet ekstra lækkersulten.

Dog skal Mondelez først takle Hershey Trust, der sidder på 8,4 pct. af aktierne og 81 pct. af stemmerne i Hershey og som tidligere har afvist potentielle bejlere.

Mondelez giver ikke op så nemt. Ifølge en talsperson, der er bekendt med sagen, garanterede selskabet i sidste uge, at overtagelsen hverken vil koste Hershey medarbejdere eller hovedkontor.

Derudover er Mondelez villig til at ændre navn til Hershey og overtage det 122 år gamle brand.