Sms-vinderen fra Sommersted

Torben Rafn & Co. blev den sidste finaledeltager i konkurrencen om Årets Transportvirksomhed – efter sms-afstemning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Formen brød radikalt med de fem regionale kåringer, da den sidste finaledeltager til konkurrencen om Årets Transportvirksomhed 2008 blev fundet ved et arrangement hos Applus+ i Odense.

Den sønderjyske sværgodstransportør, Torben Rafn & Co. A/S, kørte nemlig med æren efter en sms-afstemning blandt de forsamlede, der baserede deres stemme på at overvære 15 minutters uformel og afslappet samtale mellem entertaineren Bo Bomuld og en repræsentant fra hver af de tre kandidater til finalepladsen blandt de direkte medlemmer af DTL. De to øvrige på scenen var Eurotrucking A/S og A/S Visti Christensen.

- Den anderledes måde at gøre det på har den fordel, at hvis du er ved at gå i stå, så fyrer ham Bo Bomuld bare én af. Til gengæld bliver du ikke færdig med dit svar, før han stiller det næste spørgsmål. Men alt i alt gjorde han det godt nok, mener Torben Rafn.

Løft over for nye medarbejdereHan er tredje generation i Sommersted-virksomheden, der har specialiseret sig i at tage sig af de tungeste læs for industri- og vindmøllekunder. Fjerde generation, datteren Tina og svigersønnen Jan H. Rafn, var efterfølgende med på scenen til overrækkelse af hæderen.

Torben Rafn, 62 år, er ikke uvant med at modtage priser, idet hans virksomhed 31. marts i år blev kåret som Årets ITD-virksomhed.

- Jeg tror ikke, det er en titel, vi kan købe noget for, men mange har da sagt til lykke, og det bliver utvivlsomt set af mange. Om det giver transportopgaver er svært at måle. Vi annoncerer stort set aldrig, og kan kåringer give firmaet et løft over for nye medarbejdere i en tid, da der ikke er rigeligt af chauffører – og da slet ikke de gode – vil det være fint. Generelt tager vi al gratis reklame med, for at annoncere efter nye medarbejdere er ikke billigt, siger Torben Rafn.

Danske og tyske chaufførerTorben Rafn & Co. arbejder selv aktivt på de indre linjer for at sikre rekrutteringen. Virksomheden har konstant fem landtransportlærlinge, som kører med erfarne chauffører, og også de unge chauffører kører med mere erfarne kolleger for at sikre sig den nødvendige specialviden om den særlige disciplin at køre med sværgods. - Nogle vælger at blive hos os, mens andre efter nogen tid hellere vil ud og køre kølevogn i stedet for sværgods, siger Torben Rafn.

Med hovedsæde i Sommersted ikke så langt fra den dansktyske grænse har Torben Rafn for længst vendt blikket mod tysk arbejdskraft, idet chaufførerne syd fra er veluddannede inden for sværgodstransport, og en fornuftig løn og gode arbejdsforhold har givet adskillige af dem mod på at få en dansk arbejdsgiver.

Torben Rafn & Co. har desuden et mindre antal af den samlede vognpark på 57 trækkere og 155 trailere/blokvogne indregistreret i Tyskland.

Når det tunge gods ruller på ofte flere hundrede hjul, kender det ikke til grænser.