Smitsom viden

Blogs er old news og skriverier om Twitter og Facebook har overskredet kvalmegrænsen, men der er en lære bagved, relevant for mange på arbejdsmarkedet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I et lille lunt lokalsamfund midt det danske findes en gruppe stovte mænd, der er så glade for vin, at de vil producere deres egen aftapning. Én af dem har længe været i gang, men nu går de sammen om en større produktion. ”Kunne du ikke lige lave os en blog”, lød opfordringen forleden fra en af gutterne.

Andre i gruppen var begyndt at snakke om at få lavet en rigtig hjemmeside, men manden, der anmodede mig om hjælp, kortsluttede diskussionen med at fortælle dem, hvor hurtigt det er at lave en blog med faneblade, der dækker behovet.

Denne mand er hverken i it-branchen eller mediebranchen. Han var blot blevet inspireret af at se en anden blog, jeg lynhurtigt havde skruet sammen til nogle andre i lokalsamfundet, der gør et fantastisk arbejde med at få indsamlet gode skrøner, sande historier og gamle fotos af huse og mennesker.

Jeg må lige igen-igen skrive, at jeg ikke er nørd, og at jeg skrev min sidste programkode i 1977. Men dette lille eksempel viser, hvor smitsom god teknologi er blevet – i dette tilfælde blogsoftwaren Wordpress. Det gælder bare om at præsentere det rigtigt, og spørgsmålet er så, om det sker godt nok, hvor det burde ske, for eksempel i folkeskolen, i erhvervslivet og på aftenskolerne.

Blogverdenens utro

Jeg har jo for længst erklæret min kærlighed til blogverdenen, fordi den gør det muligt for mig at nå ”fremmede”, der også kan gøre mig langt klogere og ligeså andre. Men mange andre bloggere er mere eller mindre stået af. De har kastet kærligheden på nye redskaber som nettjenesten Twitter. Mange har måske ikke har mere på hjerte end der kan rummes i de 140 tegn, som en Twitter-besked kan være. Jeg selv er fortaler for både og.

Nu har der været skrevet og talt om Twitter (kvidren på engelsk) til kvalmegrænsen, men der er ganske lavpraktiske erfaringer vedrørende personlig brug og firmaers brug af Twitter, som måske kan være til inspiration for andre, så jeg fremturer.

Twitter er generelt set et redskab til en-til-mange kommunikation. Det er frit for, hvis besked-aktivitet, man vælger at følge. Om det er Margrethe Vestagers (twitter.com/vestager) politiske PR, om det er business-guruen Jack Welch’s (twitter.com/jack_welch) eller mininyheder fra Berlingske (twitter.com/berlingske).

Jeg følger foreløbig selv godt 100 mennesker, der giver beskederne via mobilen eller PCen. Under halvdelen af dem fagfolk, som jeg kender, de resterende er vildt fremmede i alle aldre. Jeg følger dem for få et bredere udsyn, end jeg får alene fra egne cirkler.

Min egen kvidren (twitter.com/dortetoft) følges af knap 800. Mit udbytte af det er blandt andet lynhurtige tilbagemeldinger med viden, som jeg har efterlyst via en tweet. Somme tider som en direkte en-til-en kommunikation via Twitter.

Jeg har så også en direkte adgang til at fortælle de 800 om nyt fra egen andegård, hvadenten det er noget jeg begejstres over eller det modsatte, også via gensending af andres tweet.

Indforstået selskab

Men det var absolut ikke Twitter-kærlighed ved første klik. At gå på den tjeneste i starten var som en invitation til et selskab, hvor alle er så indforståede, at har de nok hinanden nok. Forståeligt nok er der en masse nye gæster, der forlader selskabet skuffet. Et amerikansk analysefirma som Nielsen Online mener således, at 60 procent af alle nye på Twitter har sagt goodbye efter maksimalt en måned.

Hvem man vil følge? På Twitter.com kan man søge på ”Find People”, og man kan også søge på særlige emner. Jeg selv lader mig oftest inspirere af, hvem andre følger.

Når nogen begynder at følge mig (varsles via mail), tager jeg selvfølgelig et kig på dennes beskeder. Er de værd at følge? Er det small talk fra morgen til aften, er det et firma, der bare vil have opmærksomhed?

Jeg følger endnu ikke medier (ej nyhedsjunkie) og andre firmaer, men det er ikke en principiel beslutning. Nogle firmaer bruger jo Twitteragtige tjenester med sund fornuft. Tag for eksempel den amerikanske øko-detailkæde Whole Foods Market. Kædens beskeder (twitter.com/wholefoods) følges af 725.000, og den følger selv 460.000 kunder for lynhurtigt at kunne reagere på deres klager, ros og råd. Man ser i øvrigt stigende grad, at forbrugerrettede firmaer selv har en Twitter-knap relevante steder på webstedet, så den besøgende ved tryk på den knap straks kan vælge at pege sine følgere til den samme tekst eller video.

For mig er Twitter blevet en værdifuld seismograf (og en for fristende overspringshandling), for andre er det netværk som Facebook, der tæller. ”I morgen” dukker måske et endnu mere givende koncept op. Prøv, prøv og prøv igen. At få udbytte fordrer lidt tålmodighed, men det bedste, der findes derude, åbner øjne, og det er ikke det værste, der kan ske, når krisen kradser.