Smedegaard: »Vi køber ikke bare for at købe op«

Nils Smedegaard Andersen afviser, at shippinggiganten har været for passiv i 2015 med sine opkøb. Mærsks koncernchef peger samtidig på oliepriserne som den helt store udfordring.

Foto: Søren Bidstrup. Nils Smedegaard Andersen fastslår, at Mærsk manglende opkøb i 2015 blandt andet kan forklares med, at priserne ikke afspejlede den nedtur, branchen befinder sig i.
Læs mere
Fold sammen

Investorer og analytikere måtte i 2015 vente forgæves på de store opkøb, der cementerede A.P Møller-Mærks position som shippingbranchens ukronede konge.

Onsdag har shippingselskabet så afleveret sit regnskab, og her står det klart, at særligt de faldende oliepriser udfordrer Mærsks forretning. 17 milliarder har man måtte nedskrive sin olieforretning med. De seneste måneder har der været spekuleret ivrigt i, hvorfor virksomheden på Esplanaden ikke har ageret mere offensivt på et presset marked, og ifølge koncernchef Nils Smedegaard Andersen skal forklaringen findes i, at priserne ikke har afspejlet markedets overordnede nedtur.

»Når markedet går igennem en betydeligt nedtur, så kommer der selvfølgelig mange ting til salg, men hvis folk tror, at de skal have de samme priser for det, som de skulle have, da der var gode økonomiske vilkår, så er der ikke det store incitament for køberne. Det vil vi gerne være meget disciplineret med, for ellers kommer vi til at jage rundt,« siger koncernchefen på en telefonkonference onsdag morgen kort efter regnskabets offentliggørelse og tilføjer:

»Det ville skabe underholdning for pressen, men det ville ikke skabe værdi for vores aktionærer. Et dårligt opkøb kan forfølge én i ganske lang tid«.

Han erklærer sig sig samtidig »tilfreds« med, at man ikke kastede sig ud i opkøb af oliefelter i løbet af 2015 med tanke på det dyk, olieprisen har taget de seneste måneder.

»Vi har været rigtig tilfredse med, at vi ikke har købt nogen af de ting, vi har kigget på, inden for olieområdet. Med de oliepriser, vi har set over de sidste 18 måneder, så er vi rigtig glade for, at vi ikke har været ude og købe noget af betydning. Vi har været heldige, men vi har også været forsigtige,« siger Nils Smedegaard Andersen og fastslår, at man »ikke bare køber op for at købe op«.

Et benspænd for opkøbsiveren har hidtil været en fasttømret strategi om at skabe et afkast på 10 procent af den investerede kapital.

Mærsk-gruppen skriver selv i sit regnskab, at man ønsker at være et "premium-konglomerat", og at det indebærer, at man laver et afkast på sine investeringer på de 10 procent. I det netop afsluttede år opnåede A.P. Møller-Mærsk kun lidt over to procent, og måske er det derfor, at man nu vælger at slække på sine krav til opkøb. Mærsk skriver i sit regnskab, at man i et lavrentemiljø også må vælge investeringer, der for øjeblikket ikke giver 10 pct. afkast på den investerede kapital.

I starten af januar løftede det internationale samfund en række sanktioner mod Iran, der atter har gjort det olierige land interessant for omverden, og A.P Møller-Mærsk har også øjnene rettet mod det mellemøstlige land.

»Vi kigger på Iran, men vi er ikke inde i et ræs om at være først på olieområdet. Det er klart, at når Iran åbner op for shipping, så vil vi være særdeles aktive på den front også, og nu er det sådan i containershipping, at det ikke handler om at være først, men om at være bedst,« siger Nils Smedegaard.

Han fastslår samtidig, at man som udgangspunkt er »skeptiske« med at opkøbe øvrige shippingforretninger.

»Vi vil drive effektiviteten frem i vores egne forretninger og lave forretningsgange, der gør det let. Det er vores foretrukne måde at vokse på,« siger koncernchefen.

Nils Smedegaard Andersen tøver ikke med at kalde olieprisen for den absolut største udfordring, A.P Møller-Mærsk står over for, men han forventer samtidig, at prisen »på et tidspunkt« vil stabilisere sig på et højere niveau end de godt og vel 30 dollars, en tønde står i disse dage.

»De oliepriser, vi ser i øjeblikket, er i underkanten af, hvad der er bæredygtigt på den lange bane. Det kan sagtens betyde, at den falder igen i løbet af de kommende seks måneder, men vi forventer, at den vil bevæge sig op ad på den lange banke,« siger Nils Smedegaard Andersen.