Smartphones skaber 33.400 jobs i Danmark

Udvikling af nye apps og alt omkring dem er med til at skabe tusinder af nye jobs herhjemme - de fleste faktisk på baggrund af Googles Android-mobilstyresystem, som overhaler Apple.

Der er store penge og mange jobs i den app-industri, som følger med smartphonetelefonernes store udbredelse. Arkivfoto: Iris/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Mobiltelefonernes helt centrale placering i de flestes liv er samtidig med til at skabe en stor industri omkring sig. Således er 33.400 jobs i Danmark nu en realitet som følge af brugen af de store mobilstyresystemer.

Det fastslår en analyse fra den amerikanske tænketank, Progressive Policy Institute, som har set på den såkaldte »app-økonomi« - altså effekten af skabelsen og brugen af de applikationer, som bruges på smartphonetelefoner og tavle-PCer på styresystemerne Android, iOS, Windows m.fl.

Den seneste opgørelse viser, at 26.000 af de 33.400 danske jobs har sammenhæng med Googles Android-mobilstyresystem, mens 24.000 hænger sammen med Apples iOS-styresystem. I mange tilfælde skal programmører kunne levere til begge disse store systemer. I Danmark udgør Android-telefoner omkring 60 procent af smartphonemarkedet, mens iOS-telefoner - i praksis er det udelukkende iPhone-telefoner - udgør 36 procent, viser tal fra analysehuset IDC.

Danske succeser

På EU-plan står både Android og iOS for 75 procent af alle de jobs, som app-økonomien har skabt. Progressive Policy Institute noterer dog, at iOS-økosystemet nok har en større indflydelse på iværksætteriet og økonomien i Europa, fordi iPhone-ejere typisk har højere lønninger, og fordi iOS-applikationer ofte kaster flere penge af sig til udviklerne.

Apple har da også alene i Danmark registreret 74.000 personer som iOS-udviklere. Det tæller blandt andre flere af de meget populære applikationer som løbeapplikationen Endomondo og vinprogrammet Vivino, ligesom spilproducenterne Play Deads »Limbo« og Sybos »Subway Surfers« er danske spil med stor international gennemslagskraft.

Apple lancerede sin første iPhone-telefon i 2007, hvilket revolutionerede mobilverdenen og i hast bragt smartphonebegrebet på banen. App Store - Apples netbutik til mobilverdenen - åbnede i 2008. Økosystemerne af apps og tilbehør, som telefonerne er bygget op om, trækker en masse med sig. Ifølge Progressive Policy Institute har Apple på den måde - opgjort i januar 2016 - medvirket til at skabe 1,64 millioner jobs i de 28 EU-lande samt Norge og Schweiz, mens app-udviklere i Europa siden da ifølge Apple selv har tjent 10,2 milliarder euro på deres småprogrammer til alene Apple-udstyret.

Rapporten viser, at der er skabt stort set lige så mange jobs i Europa som USA i app-økonomien.