Smart Guy vil udenlands

Netbutikken SmartGuy.dk er på vej med en svensk hjemmeside. Samtidig skal den danske side oversættes til engelsk.

Uoverskuelige rækker af tøj, prøverum, og snørebånd som skal bindes op og snøres igen. Mange mænd vrænger på næsen ved tanken om at skulle ud at købe tøj. SmartGuy,dk satser på at sælge tøj via internettet og vil meget gerne øge sit i forvejen globale snit.

- Vi er startet som en dansk netbutik, og fokus er løbende blevet rettet mod udlandet. I begyndelsen var det forespørgsler fra udenlandske kunder, som gjorde, at vi begyndte at få fokus på det, fortæller Christian Bjerre Kusk, direktør i SmartGuy.dk.

Svensk hjemmeside

I første omgang er det især markederne i Norge og Sverige, som SmartGuy.dk indretter sig efter.

- På den svenske hjemmeside er vi gået skridtet videre og sørger for at have en svensk kundeservice, svensk adresse og en svensk returadresse. Målet er, at svenskerne faktisk ikke skal føle, at det er en dansk internetside, de handler på, siger Christian Bjerre Kusk.

SmartGuy.dk, som i dag har cirka 75 ansatte, venter, at den svenske hjemmeside er klar inden for et par måneder. Næste mål er at få oversat indholdet på SmartGuy.dk til engelsk.

Endnu har netbutikken næsten gjort alle de nødvendige forberedelser og undersøgelser til at gå ud på nye markeder på egen hånd.

- Vi har fundet ud af det meste selv. Vi har sparret lidt med blandt andre Post Danmark og Pannordic om forskellige ting, siger Christian Bjerre Kusk.

Direktøren understreger dog, at du bør sætte dig godt ind i lovgivningen i det enkelte land, før du begiver dig ud i at sælge varer.

- Skal du eksempelvis ind på det tyske marked, har du en masse forskellige betalingsformer, som vi ikke kender i Danmark, men som er rigtig vigtige, hvis man vil have succes. Der er også anderledes returregler. Sådan nogle ting er vigtige at få sat sig ind i, understreger Christian Bjerre Kusk.