Smæk til bestyrelse for at glemme Skat

Dom. En ny kendelse fra Højesteret idømmer fem bestyrelsesmedlemmer at betale knap 2,5 mio. kr. til Skat. De "glemte" nemlig, at det selskab de afviklede skulle betale afgifter.

Vi troede Skats krav var forældet. Det er ikke vores skyld, at direktøren er en svindler, og vi troede, at vi kunne afvikle selskabet alligevel.

Sådan forsøgte fem bestyrelsesmedlemmer, i en netop afsluttet anonym skattesag at forsvare sig.

Først for Østre Landsret og siden Højesteret, der offentliggjorde sin kendelse i sidste uge.

Der var ingen kære mor. Begge domstole var rørende enige i, at tre af bestyrelsesmedlemmerne skulle have grebet ind og sikret, at Skat fik sine penge eller nogle af dem.

Højesteret går et skridt videre og lægger ansvar på yderligere to bestyrelsesmedlemmer, som først kom til på et tidspunkt, hvor lukningen af firmaet allerede var i gang.

Sagens kerne er at bestyrelsen forbrød sig mod konkurs-loven, der foreskriver at kreditorerne skal have lige dækning.

Skat blev overset, selv om bestyrelsen kendte til afgifts-kravet.

Medlem med risikoDommen viser med al tydelighed, at det ikke er risikofrit at være bestyrelsesmedlem, mener professor Erik Werlauff, der er specialist i selskabsret.

- Det er ikke nogen skærpelse af praksis, men endnu en påmindelse om, at man som bestyrelsesmedlem også skal tage rimelige hensyn til selskabskreditorernes interesser, siger Erik Werlauff.

Det handler om "loyalitets-pligten", det vil sige, at man skal handle loyalt over for alle, der er involveret i et aktie- eller anpartsselskab, også kreditorerne.

- Når man som medlem af bestyrelsen ved, at Skat (eller andre kreditorer) meget muligt har et krav, så må man ikke afvikle selskabet uden at tage højde for dette krav, forklarer han.

Advokat og professionelt bestyrelsesmedlem Jens Iversen, Advodan i Skælskør, er enig.

Svære beslutninger- Dommen afspejler også, hvor vanskeligt det kan være for en bestyrelse i en for selskabet økonomisk presset situation at træffe de nødvendige beslutninger, siger han.

Erik Werlauff mener, at dommen, ligner tidligere sager. Han henviser til en tidligere højesteretsdom, hvor en bestyrelse sagde ja til et usikret udlån af selskabets penge til dets moderselskab, selv om der verserede en voldgiftssag.

Selskabet tabte penge på udlånet, og da voldgiftssagen senere blev tabt, kunne selskabet ikke længere betale gælden til den modpart, der havde vundet voldgiftssagen.

Dette udløste ansvar for bestyrelsen, der ikke havde holdt pengene i beredskab, hvis nu voldgiftssagen skulle blive tabt.