Småbanker giver de store baghjul

Lokalbankerne er i gennemsnit gået ud af første halvår med større fremgang end de store banker.

De små banker klarede sig i gennemsnit betydeligt bedre end de store banker i første halvår. I gennemsnit har de 15 lokalbanker, der indtil nu har afleveret halvårsregnskab for 2007, oplevet en fremgang i resultat før skat på 29,7 pct., mens udlånet i snit er vokset med 34 pct.

Til sammenligning har Danske Bank set en vækst på udlånssiden på 16 pct. i samme periode, mens Nordeas udlån er vokset med 18 pct., skriver Børsen.

"Mange af de små banker har haft høj vækst på nye områder som formuepleje og opsparing, og derfor har de oplevet en større fremgang på gebyrsiden end f.eks. Danske Bank. Dertil kommer, at deres udlånsvækst har været højere end de store bankers, hvilket slår stærkt igennem på nettorenteindtægterne," siger bankanalytiker i Carnegie Anders Hornbak til avisen.

Han peger også på, at det er nemmere at vokse, hvis man er en lille bank med en mindre markedsandel, end hvis man er Danske Bank og allerede sidder på 30 pct. af det danske marked.