Små virksomheder betaler postfest for store

Post Danmarks charmeoffensiv over for erhvervslivet gavner store virksomheder på bekostning af små, mener Håndværksrådet. Håndværksmesteren på landet kan ende med 50 procent større portobudgetter.

Det bliver Danmarks små og mellemstore virksomheder, der kommer til at betale portorabatterne til de store virksomheder.

Det mener Håndværksrådet i kølvandet på det seneste udspil fra Post Danmark, der fra årsskiftet øger portoprisen for et ganske almindeligt brev med 15 procent og samtidig tilbyder mængderabat ved forsendelser på 3.000 breve ad gangen.

»En lille virksomhed sender ikke 3.000 breve ad gangen og får derfor ingen glæde af det såkaldte Erhvervsbrev. Tværtimod vil små og mellemstore virksomheder blot opleve, at portoudgifterne stiger med 75 øre pr. brev, og dermed betaler de gildet for Danske Bank, Nykredit og andre af de helt store aktører,« siger økonom Mads Engberg.

Samtidig kritiserer han, at virksomheder på landet skal betale 4.650 kr. for at få posten leveret før kl. 10, mens konkurrenterne i byerne blot skal betale 2.250 kroner.

»De fleste virsomheder kan ikke vente til ud på eftermiddagen med at modtage deres post, og mange vil derfor være nærmest tvunget til at betale det, det koster,« siger han.

Håndværksrådet har beregnet, hvad portoændringerne kan betyde for nogle af de 20.000 medlemsvirksomheder inden for bl.a. industri, byggeri og service.

Hvis en håndværksmester sender bare ti breve om dagen, så stiger hans årlige portoudgifter fra 12.000 kr. til små 14.000 kroner. Har han brug for at få posten før postens selvdefinerede bagkant på kl. 14.30, stiger postoudgiften til 18.600 kroner. En stigning på mere end 50 procent.

»Det får ikke nogen til at gå fra hus og hjem, men det er blot endnu en omkostning for små virksomheder, som er helt urimelig. Og små virksomheder har intet alternativ,« siger Mads Engberg.

Han bebrejder politikerne, at de har erstattet et offentligt monopol med et privat monopol på postområdet.

Læs også »Hård kritik af Post Danmarks forskelsbehandling« i Berlingske Business tirsdag.