Små teleselskaber i åben krig

Ejeren af det lille mobilselskab Mobivic går i infight med Telmore-stifteren Frank Rasmussen. Det sker efter en speget sag om konkursanklager og hackede hjemmesider. I kampens hede blæser Mobivic til priskrig på mobildata.

En sag, der begyndte med et indlæg i et debatforum på internettet, har udviklet sig til en regulær skyttegravskrig blandt to af de små selskaber i mobilbranchen. Efter en uge med beskyldninger om konkurser og ubetalte regninger langer direktøren i det 18.000 kunder store Mobivic voldsomt ud efter Telmore-stifteren Frank Rasmussen i selskabet Bibob, der har et kundetal i samme størrelsesorden.

»Frank skal overhovedet ikke blande sig i, hvordan vi driver vores forretning. Han er jo en meget respekteret mand i branchen, men det er måske steget ham til hovedet,« siger Bobby Elahi, der er direktør i Mobivic.

Sagen begyndte i fredags, da Mobivics hjemmeside gik ned - og blev nede. Det betød dels, at kunderne ikke kunne tanke deres konto op. Samtidig kunne kunderne pludselig ikke ringe til udlandet.

Det fik Telmore- og Bibob-stifteren Frank Rasmussen til at oprette et indlæg i et debatforum, der indeholdt et brev fra det såkaldte Operators Clearing House (OCH), hvori OCH forklarede, at de nu ville afbryde samarbejdet med Mobivic på grund af ‘betalingsmæssige problemer’. OCH er den central, der holder styr på, hvor hvilke telefonnumre hører til, og selskaberne betaler for, at OCH holder styr på det. Det fik Frank Rasmussen til at spekulere i, at Mobivic var gået konkurs.

»Jeg gik ind i sagen, fordi jeg er fortørnet over, at de ikke betaler regningen til OCH. Det er jo ikke gratis, og løber Mobivic fra regningen, skal vi andre jo bare betale den. Men om de betaler løn og husleje til deres ansatte, er jeg ligeglad med,« lyder Frank Rasmussens svar på raseriet fra Mobivic over konkursanklagerne.

I går - seks dage efter nedbruddet - kom Mobivics hjemmeside så op igen, og nu anklager Mobivics direktør Bobby Elahi Bibob-direktøren for at være direkte skyld i tab.

»Vi har vel tabt et par tusinde kunder, fordi han har spredt usikkerhed om os. Men vi vil ikke gøre mere ved det. Udover at sætte prisen på mobildata ned, så vi er billigere end dem,« lyder meldingen fra Bobby Elahi. I næste uge sætter Mobivic prisen ned til 1,25 kroner per megabyte, hvilket er 25 øre billigere end Bibob.

Mobivic har selv foklaret nedbruddet af hjemmesiden med, at den var blevet hacket, og direktøren erkender, at han hænger med en regning til OCH. Det skyldes en konkurs i det selskab, der varetager porteringer af numre for Mobivic - et selskab, der dog også ejes af Mobivic-direktøren selv. Han lover dog, at der nu vil komme orden i sagerne.

»Og jeg kan garantere 100 procent, at vi ikke er ved at gå konkurs. Jeg synes, vi har en sund forretning,« siger Mobivic-direktøren, der tidligere til IT-avisen ComON har sagt, at han mistænkte unavngivne konkurrenter for at lægge hjemmesiden ned.

Angrebet ødelagde angiveligt også kundernes mulighed for at ringe til udlandet, men hos Sonofon, hvis mobilnet Mobivic lejer sig ind på, afviser pressechef Peter Glüssing, at der har været problemer med nettet.

»Det er ikke noget, vi har registreret.« siger han.