Små it-konsulenthuse er billigst

De små og mindre it-konsulentvirksomheder dominerer listen over leverandører til det offentlige.

Ud af 110 it-konsulentvirksomheder i ny offentlig rammeaftale fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) er langt de fleste små konsulenthuse.

Det skriver Version2.

- Vi har valgt 110 it-virksomheder som leverandører under rammeaftalen. Ved valget var prisniveauet en væsentlig faktor, og listen over leverandører afspejler, at de mindre udbydere af it-konsulentydelser kan tilbyde et generelt lavere prisniveau end de store, siger direktør i SKI, Niels Frederiksen til Version2.

Han peger på, at man ikke altid kan nøjes med at kigge på timepriser for at få den bedste aftale. Men selv når pris og kvalitet vejes op mod hinanden, er resultatet entydigt.

- Der er jo mange faktorer der spiller ind, og virksomhederne må træffe deres valg ud fra den enkelte opgave. Vi i SKI har ikke valgt bare på timeprisen, for det er ikke sikkert, at en billig timepris giver det bedste projekt. Men når man sammenholder pris og kvalitet, så må man sige, at de små har klaret sig godt, forklarer Niels Frederiksen.

- mja