Små banker udnytter lav rente til indlånskrig

Nichebankerne Ikano Bank og Santander har ikke kun succes med forbrugslån og kreditkort. De får nu også masser af indlån på grund af lave renter i andre banker.

Foto: SUSANA VERA. Den spanske bank Santander klarer sig godt i Danmark og har fået held med at gå på kundefangst med lave indlånsrenter.
Læs mere
Fold sammen

To små banker har succes med at gå på kundefangst hos større banker ved at tilbyde fordelagtige renter. Det er Santander og Ikea-ejede Ikano Bank, som ved at tilbyde 1 procent i indlånsrente nu får en flot vækst i private indlånskunder.

Det skriver Børsen fredag.

Santander har passeret fem milliarder kroner i indlån, og Ikano Bank nærmer sig 1,4 milliarder kroner.

Især Santander er vokset kraftigt, siden banken kom til Danmark i 2007. Der havde man én ansat, og det tal er siden steget til 250. Santander har den senere tid forsøgt at vinde kunder med højere indlånsrenter end konkurrenterne, og strategien er lykkedes.

»Satsningen på indlån, som vi startede for halvandet år siden, er gået over al forventning. Vi har fået over 10.000 kunder på vores opsparingsprodukter, og flere af disse benytter sig også af andre produkter og tjenester,« siger Bo Jakobsen, der er administrerende direktør i Santander Consumer Bank Danmark.

Balancen hos Santander er nu på 17 milliarder kroner, som hovedsagligt ligger i bilfinansiering, hvor Ikano Bank nu er oppe på godt tre milliarder kroner.