Slut med TV-tvang til danskerne

Politikerne vil fjerne de bestemmelser i lokalplaner, som kræver, at man er kunde i et bestemt selskab.

Mange danskere kan ikke selv vælge, hvad de skal se i fjernsynet, for det står direkte i lokalplanen, at de skal være tvangstilsluttet et særligt fællesantenneanlæg eller TV-udbyder. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Ingen skal tvinges til at være kunder hos bestemte TV-selskaber, fordi det er skrevet ind i deres lokalplan.

Det er der bred enighed om i Folketinget, som nu vil have ophævet den tvangstilslutning, som mange lider under. Der står direkte i lokalplanen for det boligområde, de er flyttet ind i, at man skal være kunde i et bestemt selskab eller fællesantennelaug.

»Tvangstilslutningen skal ændres. Folk skal selv kunne købe deres ydelser, hvor de har lyst, og ikke hvor en kommunalbestyrelse har bestemt det,« siger Venstres telepolitiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, til Business.dk.

Flere ministerier er på sagen

Flere ministerier er allerede i gang med at belyse, hvordan tvangsbestemmelserne kan ophæves.

Baggrunden er, at mange antenneforeninger tidligere var kommunalt ejet. Derfor blev det - for at undgå et væld af satellittallerkener i boligområderne - skrevet ind i kommunens lokalplaner, at man som beboer i området er forpligtet til at få sit TV-signal fra en bestemt udbyder. Men siden er mange fællesantennelæg blevet solgt til private udbydere, heriblandt TDCs YouSee og Telia Stofa, og dermed er beboerne tvangsindskrevet som kunder i disse selskaber.

»Tvangstilslutning til fællesantenneanlæg har overlevet sig selv. Jeg tror ikke, at nogen politiker har som mærkesag, at det skal fastholdes,« mener Torsten Schack Pedersen.

Umuligt at kombinere og få rabat

Tvangstilslutningen forhindrer, at man frit kan vælge, hvilken leverandør man ønsker TV fra og på hvilken måde - satellit, kabel eller via luften. Eftersom flere og flere selskaber samsælger TV med både Internet-forbindelse og/eller telefoni, spærrer lokalplanerne for at udnytte disse muligheder.

Mange har i tidens løb klaget til byrådet, men de enkelte kommuners reaktion på at give dispensation til tvangstilslutning har været meget uensartet.