Slut med billige telefoner

Det koster alene Telenor et trecifret, årligt millionbeløb i tilskud til billige telefoner. Disse tilskud skal væk, så der bliver penge til bedre service, mere indhold og ordentlig mobil- og datadækning overalt i Danmark.

»Danmark er et discountland, hvor kunderne er ganske optaget af priserne. Det er bekymrende, for hvis priserne presses i bund, hvordan bliver der så penge til investeringer,« spørger Jon Erik Haug, topchef hos Telenor. Fold sammen
Læs mere

Store tilskud til mobiltelefoner, så danskerne kan købe dem for en krone, er ved at ruinere teleselskaberne. Derfor skal de væk, og samtidig skal servicen i vejret, så flere danskere er villige til at betale lidt mere for at have telefon. Ellers er der nemlig ingen penge at udbygge mobilnettene for.

Det siger Telenors topchef i Danmark siden maj 2010, Jon Erik Haug.

»Danmark er et discountland, hvor kunderne er ganske optaget af priserne. Det er bekymrende, for hvis priserne presses i bund, hvordan bliver der så penge til investeringer? Nogle steder i Danmark er der stadig ikke engang dækning på GSM-/2G-mobilnettet. Vi skal tjene penge, men det er vanskeligt at få priserne op. Derfor må vi se på de tilskud, som vi giver til nye telefoner. Telenor bruger alene et trecifret millionbeløb om året i Danmark på det,« siger Jon Erik Haug.

Derfor skal danskerne indstille sig på, at der bliver længere mellem discounttilbuddene, hvor man får en dyr telefon til en billig pris, når man køber et abonnement hos Telenor, et af verdens ti største mobilselskaber.

»Vi kan reducere tilskuddene men ikke gøre det alene. Derimod kan vi tage initiativet og være lidt hårdere. Jeg er opsat på at prøve, og vi har allerede skruet lidt ned,« siger han.

Han håber, at Venstres forslag om at tillade teleselskaberne at holde på kunderne i tolv i stedet for seks måneder vinder politisk gehør, da det vil forlænge betalingsperioden til et år og dermed få flere end ellers til at vælge en dyrere telefon.

»Hvis vi skal tage højere priser, må vi levere højere service og mere indhold, så kunderne bliver mere fornøjet med os. Priserne skal være mere transparente og produkterne lettere at bruge. Det har vi talt om i telebranchen i lang tid, men der er en stor mulighed for det her i Danmark. Det er som et kinderæg: Hvis vi forenkler processerne, bliver det nemmere for kunden, og dermed øges kundeoplevelsen og tilfredsheden,« siger Telenor-chefen.

Telenor investerer årligt omkring en milliard kroner i Danmark i infrastruktur, altså udbygning af mobilnettene. Inden nytår vil 3G-nettet være udbygget og opgraderet, så 90 procent af danskerne får den hidtil højeste datahastighed. Telenors kommende 4G-/LTE-supermobilnet med fem-ti gange højere datahastigheder bliver først åbnet i 2012.

Flere og flere skipper de store mobilselskaber og går til lavprisselskaber som f.eks. Telenors egne CBB Mobil og Bibob, TDCs Telmore og Telias CallMe. Derfor skal CBB Mobil og Bibob udvikles hele tiden.

Jon Erik Haug er enig med sin TDC-kollega, Henrik Poulsen, om, at der er masser af muligheder for forbedringer.

»Det er muligt at drive teleselskaberne mere effektivt, og jeg tror, at fordi vi er mindre og har et kraftigt moderselskab bag os, kan vi gøre det bedre end TDC. Men det er klart, at det ikke er en nem opgave. Hvis det var enkelt, havde nogen allerede gjort det.«