Slip nu Posten fri

Politikerne har lagt rammerne for et Post Danmark under forvandling fra statsmonopol til konkurrenceudsat virksomhed. Nu piver politikerne, fordi posten hæver priserne for nogle og sænker den for andre. Men det er altså den frie konkurrences vilkår. Faren er, at et statsmonopol ender som et privat monopol.

Det er næsten ikke til at holde ud at høre på klynkende – man fristes til at sige hykleriske – politikere, som nu farer op over for Post Danmarks nye prisstruktur med portoforhøjelser for moster Anna, mens de store multinationale virksomheder kan se frem til prissænkninger.

Men sig mig, hvad har I egentlig tænkt Jer, kære politikere? Man kunne måske have forestillet sig, at tanken om, at portoen ville stige mere end den almindelige prisudvikling, og at de omkostningstunge postruter til tyndt befolkede egne erstattet af en postomdeling, hvor borgerne betaler mere jo længere ude på landet de bor, var tænkt igennem, inden man besluttede at bryde monopolet.

Ikke at der ikke har været et stort behov for at støve det gamle postmonopol af, skabe konkurrence og få moderniseret statsinstitutionen. Men det har selvfølgelig nogle konsekvenser. Nødvendige konsekvenser. Post Danmark er sendt ud i fri konkurrence, som betyder, at selskabet ligesom alle andre virksomheder benhårdt skal gennemgå omkostningskontoen med en tættekam samt forandre sig og tilpasse sig borgernes behov. Det hedder effektiviseringer. Og så længe Post Danmark opererer inden for de politisk vedtagne rammer, må det være op til posten selv at sammensætte sin forretning.

Post Danmark forsøger at sælge prisjusteringerne med, at der ikke sker kvalitetsforringelser. Men det gør der. I hvert fald for de borgere og små virksomheder, som hidtil har kunnet betale regninger og modtage pengeforsendelser via det cyklende eller bilende postbud. Det er slut nu. Det er der ikke økonomi i for Post Danmark.

Så ud til højre med politikernes beklagelser. Godt nok er der både Venstre-folk og Konservative med i klagekoret, men når det betænkes, at den nye prisstruktur er aftalt med postministeren – det er den nye transportminister Jakob Axel Nielsen – så må man formode, at de menige politikeres udmeldinger, da også mere et spil for vælgergalleriet. Et bredt flertal i Folketinget besluttede for nogle år siden at sætte posten på aktier og sælge dem til højestbydende. Kapitalfonden CVC har bidt på den krog og foreløbig købt 22 procent af aktierne i direktør Israelsens Post Danmark. Med en forkøbsret til yderligere opkøb, hvis Christiansborg beslutter sig for at sælge yderligere ud.

Posten er med andre ord blevet en kommerciel virksomhed, som er sat i verden for at tjene penge. Et profitforetagende, som skal tænke på bundlinien, før de tænker på moster Anna. Sådan er det altså i den kommercielle verden.

Posten har det seneste år mistet momemtum med faldende overskud, og derfor må Helge Israelsen gøre noget drastisk for at bringe Post Danmark flot igen. Med de seneste pris- og ruteomlægninger er der samlet set næppe flere ekstra indtægtskroner at hente, men ved at tilrettelægge udbringningen bedre og forlænge den over flere dage er der rigtig, rigtig mange omkostningskroner at spare.

Det altafgørende i transformationen med at gå fra monopol til konkurrenceudsat virksomhed, som ser ud til at tage flere år end ventet – spørgsmålet om 20 grams monopolet skal ophæves i 2009 eller 2011 – er at undgå, at statsmonopolet ikke afløses af et privat monopol. Det så vi med Scandlines-salget, hvor statsmonopolet blev af løst af et de facto privat monopol på ruterne til Tyskland.

Man kan være enig eller uenig i, om alt pinedød skal privatiseres – finansminister Thor Pedersen synes at være kommet i tvivl med hensyn til Københavns Lufthavne – og man kan være enig eller uenig i, om kapitalfonde skal ind og tage sig en profit på infrastrukturen i Danmark. Men hvis man beslutter sig for at ophæve monopoltanken, må man også lade det være op til virksomhederne selv at sammensætte sin forretning.

Resten må overlades til konkurrencen eller konkurrencemyndighederne.