Slip eksperimenterne løs i 2008

Apples iPhone fik i 2007 en omtale i medierne, der nærmest var Jesu genkomst værdig, men omtalen var også et symptom på et større skifte. De store nyskabelser rettes mod forbrugere, men de øger presset på IT-cheferne.

Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Vi er ved den tid af året, hvor IT-cheferne giver fanden i, hvad pressen prioriterer højest på techfronten. Listerne over de hotteste teknologier i det nye år fænger ikke. IT-cheferne er nemlig oppe til årets største eksamen - årsafslutningen med dens mammutbelastning af computerne. Holder maskineriet, holder softwaren, holder data?

De foregående 364 dage var det imidlertid medierne, der stort set gav fanden i, hvad der toppede IT-chefernes dagsorden. Spalterne har i 2007 været fyldt af forbrugerorienteret IT-stof i en grad, som jeg ikke erindrer at have set før.

Apples iPhone er hyldet nærmest som Jesu genkomst, og selv de gråhårede har ligget på maven for ungdomsnettet Facebook. Vi blev også fortalt, at ville man have sig et liv med fremtid i, så foregik det i Second Life. Blot for at nævne tre af årets bedst dækkede emner.

Skiftet til fokus på forbrugerne skyldes ikke blot de trængte mediers strategi for at få bremset læserflugten, ej heller blot at her er noget, der fænger journalisten personligt. Ændringen reflekterer også et vigtigt teknologisk skifte.

Tidligere blev forbrugerne tilgodeset med »krummer fra de riges bord« – med den teknologi, der var udviklet til erhvervslivets behov. Nu sker den spektakulære udvikling direkte rettet mod forbrugerne, og »krummerne« blæser over på business-siden. Har forbrugeren først fået smag for en ny teknologi på privatfronten, bringes den typisk ind på arbejdspladsen, om IT-chefen vil det eller ej.

Åbenhed som akilleshæl
Hvis IT-chefens boss tilmed selv begejstres over den voldsomt omtalte forbrugerteknologi, er der fyret op til problemer. Den privatrettede teknologi handler jo typisk om åbenhed over for alt og alle, mens business-teknologi af sikkerhedsmæssige årsager er konstrueret, så åbenhed kan doseres med stor forsigtighed. Gæt blot på, hvilken teknologi de kriminelle håber på vinder i erhvervslivet.

Det er hulens svært at afveje fordele ved de nye forbrugerteknologier mod ulemperne. Tag for eksempel Apples iPhone. Den er et lærestykke i den glæde, det giver, når en type produkter får forbedret betjeningen gevaldigt, og ikke blot med et nøk.

Men iPhonen er et ekstremt varmt tyveriobjekt, fordi den er så letafsættelig. Apple er desuden bagstræverisk lukket, hvad angår andres mulighed for at udvikle til den mobile platform, prisniveauet er højt, og teknologistandarderne anderledes end dem, der udgør hverdagen i IT-afdelingen.

Tag så netværk som Facebook og det erhvervsrettede Linkedin. Indimellem høres påstande om, at disse net bliver fremtidens kundekartoteker, eller at de bliver videnbaser for medarbejderekspertisen. Men sådanne unge firmaer har typisk »Til salg«-skiltet fremme, og ingen ved, hvem der ejer dem, deres software og dine data i morgen. Desuden er især Facebook i erhvervssammenhæng skæmmet af ønsket om at tilgodese de unges trang til at dele alt uhæmmet.

Samtidig åbner disse sociale netværk imidlertid på enkel vis for øget kontakt mennesker imellem, hvilket også erhvervslivet kan drage nytte af.

Jeg kunne nævne mange andre nye typer af forbrugersoftware, der udgør tveæggede sværd, og jeg argumenterer ikke for at give los. Men det er tæt på en forbrydelse at ignorere udviklingen, som det er tilfældet på visse arbejdspladser.

Der er så meget inspiration at hente ved at se, hvorledes nye øjne tackler gamle problemer, uden at være bundet af gårsdagens teknologihensyn. Ved at se skitser til nye betjeningsformer og nye samarbejdsformer, ikke mindst i relation til at inddrage kunderne. Oveni får arbejdspladsen et indblik i, hvad fremtidens unge medarbejdere tager for givet.

Min nytårsønske til de danske IT-chefer er derfor, at de – hvis de ikke allerede har gjort det – opretter et eksperimentarium for forbrugerteknologierne. Et »legested« i arbejdstiden, hvor mennesker, der er eksperter på selve forretningen, kan strække fantasien over mod tech-området, og omvendt.

Et skattet privilegium
Udforskningen kan blive et skattet privilegium, men den vil også give stof til inspirerende møder for de andre på arbejdspladsen, menige som direktører.

Hvor muligt bør kunder inddrages aktivt i eksperimentariet, og lur mig, hvis ikke det viser sig, at kundevendte gå-hjem møder om »forskningen« trækker langt flere end møder med de kendte, varme sange om de nye produkter.

Men jeg har et nytårsønske mere, og det er til alle dem uden for IT-afdelingen. Hav lidt forståelse for afdelingens konservatisme i det daglige. Måske beror den enkelte steder på forstokkethed, men langt de fleste steder beror den på en viden om, at selv en dør, der blot åbnes på klem, hurtigt kan ende som en ladeport.

Men hvad er din holdning? Fortæl gerne på bizzen.blogs.business.dk.