Skyhøje laksepriser giver indtjeningsfest i Bakkafrost

Børsnoterede Bakkafrost leverede i 1. halvår et overskud efter skat på 477 mio. kr. Det er selskabets hidtil bedste resultat.

Børsnoterede Bakkafrost leverede i 1. halvår et overskud efter skat på 477 mio. kr. Det er selskabets hidtil bedste resultat. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Færøske Bakkafrost fortsætter sin vækst og indtjeningsfest. Laksekonsernen havde i første halvår af 2017 et overskud efter skat på 477 mio. kr.. mod 437 mio. kr. i samme periode sidste år.

Det er hidtil bedste halvårsresulat fra det færøske guldæg. Opdrætsselskabet, der er noteret på Oslo Børs, tjente 459 mio. kr. på driften i andet kvartal af i år, hvor der blev slagtet 18.400 tons laks.

Det svarer til, at selskabet har tjent knapt 27 kr. pr. kg. Dermed ligger Bakkafrost fortsat på indtjening globalt helt i top blandt opdrætsselskaberne.

»Resultatet afspejler en høj markedspris på laksen. I tillæg til det bliver vores laks, som er sunde og af høj kvalitet, ekstra godt betalt på markedet. Derfor får vi en lidt højere gennemsnitspris for vores laks end andre selskaber,« siger  bestyrelsesformand Rúni M. Hansen til Berlingske Business.

Bakkafrosts omsætning i de første seks måneder af i år steg til 2,1 milliard kr. mod 1,7 milliarder kr. sidste år. Bakkafrost regner med at slagte 53.500 tons i hele 2017.

Rúni M. Hansen har været bestyrelsesformand for Bakkafrost siden 2009, året før selskabet blev noteret på Oslo Børs.

Ud over at udbetale aktionærerne et godt udbytte hvert år, så er markedsværdien af Bakkafrost tidoblet, siden selskabets børsnotering. Bakkafrost har i dag en markedsværdi på over 13 milliarder kr.

Rúni M. Hansen stod også i spidsen af selskabet, da Bakkafrost i 2011 købte Havsbrún, der producerer fiskemel, fiskeolie og fiskefoder.

I juni sidste år annoncerede Bakkafrost en plan for investeringer i perioden 2016-2020, hvor selskabet vil investere 2,2 milliarder kr. Hertil kommer investeringer på 100 mio. kr. i år i to nye serviceskibe, så Bakkafrost vil råde over tre serviceskibe. De tredje bliver taget i brug i sidst i august eller først i september.

Bakkafrost har bl.a. åbnet en ny fabrik i hovedsædet i Glyvar til forædling af laksene. Det betyder, at to gamle fabrikker er lukket.

Det færøske selskabs største markeder er EU, USA, Asien og Rusland. Bakkafrost har omkring 1.000 ansatte, svarende til 850 fuldtidsansatte.

Også det norske opdrætsselskab Norway Royal Salmon har fremlagt regnskab. Selskabet havde i andet kvartal af 2017 et driftsoverskud på på 136 mio. norske kr.. Det er en nedgang i forhold til samme periode sidste år, hvor der var et overskud på 168 mio.

Målt per kilo fisk er resultatet imidlertid det næstbedste i selskabets historie, skriver E24.  Selskabet øgede sin omsætning fra 995 mio norske. kr. til 1,2 milliarder kr.

På torsdag kommer verdens største lakseopdrætter, Marine Harvest, samt Lerøy Seafood og Austevoll med resultater for andet halvår 2017.