Skulle vi i stedet lade virksomhederne gøre klimaarbejdet?

Erhvervsredaktør Peter Suppli Benson Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Nogle gange findes løsningen på et problem måske lige foran øjnene på én.

Det kræver bare, at man trækker luft ind, tillader at ting kan gøres anderledes, end man hidtil har gjort – og er åben for hjælp og løsninger udefra.

Tag f.eks. den hastigt voksende klimadiskussion om et globalt klima under hastig forandring.

På nogle måder ser 2019 ud til at blive året, hvor klimadiskussionen for alvor rykker helt ind i vores hverdag.

Hjulpet på vej af grimme konklusioner om hastige klimaforandringer i en række undersøgelser og personificeret af blandt andet den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg er konsekvenserne af klimaforandringerne ved at trænge ind og lysten til selv at gøre noget ved at vinde udbredelse.

Og Danmark er ingen undtagelse. I disse dage tikker uret ned mod et snarligt folketingsvalg. Mon ikke det udskrives en af de kommende dage, og at klima bliver et af de hedeste emner.

Politisk vilje og visioner er pinedød nødvendige, hvis klimaforandringerne skal bremses. Men alt for ofte ender viljen som ord og ikke handlinger.

Og så er det, at erhvervslivet – ikke mindst det danske – kommer ind i billedet.

For mens nogle gerne vil fremmane et modsætningsforhold mellem erhvervsliv og politikere, når det gælder klima, er sandheden ofte en helt anden.

Fakta er nærmere, at de fleste erhvervsledere har erkendt behovet for handling, og at store dele af erhvervslivet er i fuld gang med at gå ad en grøn vej.

Tag bare Novo Nordisk. Som beskrevet i Berlingske opstiller Novo Nordisk nu et mål om at have nul CO2-udledning i 2030. Det er blot 11 år fra nu.

Men mens de fleste lover guld og grønne skove i måske 2040 eller 2050, hvor der er god tid til at opfylde løftet, så går Novo Nordisk foran og tager nu håndfast fat i at gøre, hvad man som koncern kan udrette for at blive miljøneutrale.

Man handler – helt ned i detaljen. Tag bare indkøb af direktionsbiler. De vil alle fremover være elbiler. Og fra onsdag – altså i denne uge – vil alle fremtidige direktionsmøder foregå virtuelt, så man undgår flyrejserne, når direktionsmedlemmer fra koncernen typisk flyver ind til møder i Danmark.

Og det er ikke bare de symbolladede beslutninger, som Novo Nordisk nu fortæller om. De seneste år har man investeret massivt i bl.a. etablering af solcelleparker, så koncernens fabrikker allerede fra 2020 kører på vedvarende energi.

Der er lang vej til at være miljøneutral. For kravet gælder også alle underleverandører til Novo Nordisk. Og det gælder f.eks. produktionen af insulinpenne, som der sælges millioner af hvert år. For de skal indsamles og genanvendes, en stor opgave i forhold til i dag, hvor de blot smides væk.

Det er en virkelig ambitiøs melding fra Novo Nordisk. Man kan sige, at koncernen i den grad lægger hånden på kogepladen ved at være så åbne og direkte. Og man gør det, selv om øvelsen bliver dyr for virksomheden.

Jeg tror, at Novo Nordisk bliver forbillede for mange virksomheder – ikke mindst danske.

En ting er, at diskussionen og dermed presset fra omverdenen bliver hårdere og mere krævende. En anden er, at det at være miljøneutral virkelig kan være et konkurrenceparameter, der vokser i takt med kundernes øgede bevidsthed. Den slags har danske virksomheder en særlig evne til at opfatte – og handle ud fra.

Er politikerne rigtigt smarte, tager de ud i virkeligheden under valgkampen. Hører efter og bliver inspireret af virksomhedernes konkrete jagt på løsninger og resultater. Det kan vise sig som en særlig dansk vej i jagten på en redning af klimaet.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske