Skuffende indtjening fældede Georg Jensen-chef

Bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen lægger ikke skjul på, at det var de sløje økonomiske resultater, der kostede Hans-Kristian Højsgaard jobbet som Georg Jensen-chef. Opdateret 13.10

Bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl
Bestyrelsesformand Lars Nørby Johansen er klar i mælet, når han skal forklare, hvorfor Georg Jensen har fundet det nødvendigt at hente en ny topchef ind.

Det er vel en klokkeklar fyring, der her er tale om?

”Du kan kalde det, hvad du vil. Primært så ansætter vi en ny direktør. Fokus for os er, at vi har fået en person, der kan køre virksomheden derhen, hvor den skal være,” siger Lars Nørby Johansen til Business.dk.

Og dermed siger du, at den nu afskedigede direktør ikke kunne køre virksomheden derhen?

”Jaaaaa. Vi er nu i en ny fase, nu er vi der, hvor der skal mere fokus på drift og indtjening og fokus på detaljen og det at opbygge kompetencer i virksomheden,” siger Lars Nørby Johansen til Business.dk.

Har i været skuffede over Hans-Kristian Højsgaards præstationer?

”Meget af strategien er meget fornuftigt, men vi er klart skuffede over de økonomiske resultater”.

Og det var så det, der førte til en fyreseddel?

”Vi er der nu, hvor strategien er på plads og vi skal have en højere indtjening”.

Da man i sin tid hentede Hans-Kristian Højsgaard hjem fra udlandet, der var det vel forventningen, a han kunne udvikle virksomheden hele vejen til en exit?

”Jeg ved ikke, hvilke forventninger der var, da det er før min tid i virksomheden. Men hvis det var forventingerne til ham, så er de ikke blevet indfriet,” siger Lars Nørby Johansen.

Hvad er det for nogle udfordringer I står over for nu. Hvad er fokus?

”Vi fik lavet et mere realistisk budget for indeværende regnskabsår, og nu er vi på den rigtige side af det efter4 første halvår, hvor der er pæn fremgang rundt omkring. Det er selvfølgelig godt, men der skal mere fart på, det er et spørgsmål om hastighed. Det er nu et spørgsmål om at fokusere på driften. Det er også retail-kompetencer, at få flere varer ud over skranken. Og så er det helt klassiske driftsmæssige discipliner vi skal kigge på - så som at styre et lager,” siger Lars Nørby Johansen til Business.dk.

Han fortæller, at den nye topchef, Ulrik Garde Due, er fundet dels ved hjælp af en headhunter og fordi man kender ham fra Royal Copenhagens bestyrelse, hvor han har sæde.