Skuffende børsdebut til Facebook-spilgigant

Zynga, som står bag »FarmVille«, fik ikke de ventede priser hjem på sine aktier, da spilproducenten gik på børsen.

Zyngas topchef, Mark Pincus, og andre topfolk fra spilgiganten klapper, efter at de fik lov at ringe børshandelen i gang på Nasdaq i San Francisco fredag, som blev første dag på børsen. Foto: Zef Nikolla, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den øvre grænse for massehysteriet om Facebook kan være nået. Det lykkedes i alle tilfælde ikke for Zynga, som står bag de mest spillede spil på verdens største sociale netværk, at få de penge hjem, som børsnoteringen fredag ellers havde lagt op til.

Salget begyndte godt: 10 procent over udbudsprisen. Men snart faldt prisen på Zynga-aktien som afspejling af, at investorerne ikke er trygge ved, at Zynga er så afhængig af Facebook, som - trods sin popularitet - rammes af stadig flere kedelige sager om brud på persondatalovgivningen, og som stadig flere kritiske røster mener snart vil være toppet.

Kan få indflydelse på Facebooks børsnotering

Den afgørende prøve vil stå, når Facebook selv skal børsnoteres i 2012. Og Zyngas resultat kan påvirke Facebook negativt, lyder vurderingen fra flere analytikere.

Zynga står bag spillene »FarmVille«, »CityVille« og »Mafia Wars« og konkurrerer med spilgiganter som Electronic Arts (EA). Aktiekursen var sat til 10 dollars men faldt til 9,50 dollars, da de amerikanske børser lukkede fredag aften dansk tid. Det står i modsætning til, da det digitale kuponkatalog Groupon og den professionelle netværkstjeneste LinkedIn tidligere i år blev børsnoteret. Groupons første omsætningsdag landede på 31 procent, LinkedIns på 109 procent.

»Jeg var målløs, da jeg så det. Det er en katastrofe for dem. Det får mig til at bekymre mig om markedets underliggende sundhedstilstand. Børsnoteringer som denne kan ændre hele tendensen på markedet,« siger Dan Niles, chefinvestor for AlphaOne Capital Partners til nyhedsbureauet Reuters.

Topchefen sidder på 37 procent

Zyngas aktiekurs var sat til 11 gange sidste års salg, hvor LinkedIn og Groupon begge lå 17 gange højere. Udbuddet af 100 millioner aktier, som skaffede en milliard dollars til det blot fire år gamle Zynga, var det største, siden internetgiganten Google gik på børsen i 2004 og skaffede sig 1,9 milliarder dollars.

Zyngas topchef, Mark Pincus, sidder på 37 procent af aktieposten. Det kan ifølge flere analytikere være medvirkende til en mere afdæmpet interesse for at købe sig ind i selskabet. Mark Pincus mener selv, at hans tunge aktiepost sender signalet om, at fokus på selskabet bevares.

Zynga prøver at udvide sit marked til også mobiltelefoner og tavle-PCer.