Skuffede kunder vil sagsøge Tesla for at snyde på vægtskålen

En gruppe vrede kunder fra hele verden er klar til at gå rettens vej, fordi de mener, at Tesla har snydt på vægtskålen og solgt elbiler, der ikke lever op til det lovede. I forreste række står 15 danske Tesla-ejere.

Ken Seitzberg (tv.) og Torben Ekvall (th.) er blandt de mange Tesla-ejere, der er utilfredse med, at topmodellen S P85D efter deres mening slet ikke kan yde det, de var blevet stillet i udsigt. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Læs mere
Fold sammen

»Forstå mig nu ret: Jeg elsker Tesla. Det er den bedste bil, jeg nogensinde har haft, og jeg kan ikke forestille mig at køre i andet. Men jeg vil have, hvad jeg betalte for, og det har jeg ikke fået,« siger Ken Seitzberg.

Sammen med syv andre danskere grundlagde han den gruppe af utilfredse Tesla-kunder, der nu har mere end 70 medlemmer fra hele verden. Alle ejer de en af Teslas topmodeller, Model S P85D, og alle er de utilfredse med, at hverken antallet af hestekræfter eller accelerationen ifølge dem er, som Tesla havde lovet.

Da de købte bilen, reklamerede Tesla med motorkraft på 515 kW eller cirka 700 hestekræfter og en acceleration fra nul til 100 kilometer i timen på 3,4 sekunder. Det var det, der fik dem til at lægge 170.000 kroner ekstra på bordet for at få topmodellen. Ingen af de to ting kan kunderne dog genkende, og siden da har Tesla ændret beskrivelsen på sin hjemmeside.

Flere måneders forsøg på dialog er strandet, og medmindre Tesla vender rundt på en tallerken og kommer de vrede kunder i møde, vil de derfor gå rettens vej for enten at tvinge Tesla til at udbedre manglen eller give Tesla-ejerne en passende økonomisk kompensation.

»Jeg er ærgerlig over, at det er endt her. Vi har som udgangspunkt bare søgt en dialog med Tesla om de problemer, vi mener, der er, men vi er blevet mødt med radiotavshed. Vores tre klagebreve har de ikke forholdt sig til,« fortæller Torben Ekvall, en anden af gruppens tovholdere.

»Vi vil sådan set bare have det, vi har betalt for. Hvordan Tesla vil løse problemet er op til dem. Alternativt bør der være en økonomisk kompensation,« siger han.

»Vi bruger alle alt for lang tid på det her«

Den direkte dialog med Tesla Motors har ifølge gruppens talsmænd været yderst sparsom, og gruppen føler ikke, at deres klager er blevet tilstrækkeligt adresseret. Den udlægning afviser kommunikationschef Esben Pedersen dog:

»Vi har forklaret sammenhængen, så det er ikke fordi, de ikke har fået svar. De har sågar fået svar fra vores vicepresident og fra Elon Musk (topchef i Tesla, red.). De har bare ikke fået de svar, de gerne ville have.«

Berlingske Business forelagde i sidste uge sagen for Teslas topchef. Elon Musk har tidligere skrevet direkte til de utilfredse kunder for at forklare, hvorfor deres oplevelser med bilen muligvis ikke matcher det, Tesla reklamerer med.

»Hestekræfter er ikke en god måleenhed for elbiler. Det er et krav i lovgivningen, at vi oplister hestekræfterne, men det er ikke en god indikator for kraften i en elbil. 0-100 er en bedre enhed til at vise, hvad bilen kan,« sagde Elon Musk og fortsatte:

»Jeg har mailet frem og tilbage med den person, du refererer til, men det er svært, for vi siger én ting, og de siger noget andet. Vi taler forbi hinanden. Vores bil er blevet uafhængigt testet af blandt andre journalister, og de får alle resultater, der ligner vores.«

Hos Tesla er man ked af sagen, men kommunikationschef Esben Pedersen ser frem til, at den nu muligvis kan blive afgjort i retten.

»Vi bruger alle alt for lang tid på det her. Vi er kede af, at de ikke føler, at de har fået det, de mener, de har købt. Men vi har forklaret sammenhængen, og den eneste måde, vi kan komme videre med den sag, må nu være at tage den i retten,« siger han.

Han har tidligere afvist kundernes klage med henvisning til, at Tesla blot følger de standarder, lovgivningen dikterer. Et direktiv slår nemlig fast, at elbilers »arbejdsspænding« skal måles i et åbent kredsløb, og altså ikke medregne den indre modstand i systemet, der lægger en dæmper på, hvor meget strøm, der rent faktisk kan trækkes fra batteriet på én gang.

Tesla ændrede beregningsmetode

Det er dog ikke en metode, Tesla tidligere har benyttet. Da den pågældende firhjulstrukne Tesla-model blev lanceret i 2014, ændrede Tesla udregningerne af bilernes kraft.

Tidligere svarede antallet af hestekræfter til den kraft, som motoren, frekvensomformeren og batteriet samlet kunne producere. Men i oktober sidste år ændrede Tesla opgørelse, således at man nu viser, hvor meget kraft motoren kan producere uden hensyn til de begrænsninger, der måtte være i teknikken.

Den dengang nye P85D-model blev lanceret med en samlet kraft på 515 kW svarende til 700 hestekræfter. Men efter gruppens klager har Tesla ændret opgørelsesmetoden endnu en gang. I stedet for at lægge effekten fra bilens to motorer sammen, reklamerer Tesla nu for de to motorers kraft hver for sig.

Det skete, efter at Teslas tekniske direktør, Jeffrey Brian Straubel, i et blogindlæg havde erkendt, at det ikke er retvisende at lægge de to motorers kraft sammen, da det ofte vil ske, at den kraft, som batteriet kan levere, er mindre end den kraft, motorerne potentiel ville kunne producere.

Hvor mange hestekræfter bilen rent faktisk har, kommer han dog ikke ind på.

TV: Tesla præsenterer deres nye lynhurtige S P90D