Skrap lovgivning om kunstig intelligens kan lukke ChatGPT i Europa

Topchefen for selskabet bag populær chatbot udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt at trække sig fra Europa, hvis EUs kommende regulering af brugen af kunstig intelligens bliver for svær at opfylde. Det italienske datatilsyn bebuder bred undersøgelse af ChatGPTs konkurrenter.

Sam Altman, som er topchef for og medstifter af OpenAI, der står bag ChatGPT, håber, at EU slækker på kravene til brugen af kunstig intelligens – ellers kan det blive nødvendigt at trække ChatGPT ud af Europa. Elizabeth Frantz/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis den lovgivning, som EU er på vej med for at styre brugen af kunstig intelligens, bliver for svær at leve op til, er det ikke sikkert, at europæere fortsat har adgang til den lige nu mest populære chatbot, ChatGPT.

Det siger Sam Altman, der er medstifter af og topchef for selskabet bag ChatGPT, OpenAI, til det britiske nyhedsbureau Reuters.