Skotsk energiselskab favorit til at købe Dongs olieaktiviteter

Det britiske olieselskab Cairn Energy, der har hovedsæde i Edinburgh i Skotland, er angiveligt interesseret i at overtage danske Dong Energys olie- og gasaktiviteter i Nordsøen.

Foto: Erik Refner.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til flere kilder med kendskab til sagen.

Ifølge nyhedsbureauet er Cairn Energy forrest i køen blandt en stribe interesserede parter, efter at forhandlinger om en fusion mellem A.P. Møller-Mærsks Maersk Oil og Dongs olie- og gasaktiviteter sidste år endte i dødvande.

De endelige bud på aktiviteterne skal falde senest ved udgangen af februar, vurderer kilderne over for Reuters, og dermed kan der snart komme en afklaring på aktiviteternes fremtid.

Hverken Dong Energy eller Cairn Energy har dog ønsket at kommentere historien over for Reuters.

Dong Energy afslørede i november sidste år, at selskabet endegyldigt vil skille sig af med olie- og gasaktiviteterne for i stedet at fokusere på vedvarende energi.