Skolebøger holder hånden under Gyldendal

Det er på uddannelsesmarkedet, at Gyldendal hiver bogsalget hjem. Dermed begrænser koncernen underskuddet til 13 mio. kr. før skat i 1. halvår trods et stadig faldene salg på det private bogmarked.

Gyldendal sælger færre bøger til det private bogmarked og flere bøger til uddannelsesmarkedet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Liliendahl
Gyldendal kan være tilfreds med sin satsning på uddannelsesmarkedet. Det fremgår af virksomhedens halvårsregnskab mandag. 

Koncernens omsætning nåede 336 millioner kroner i første halvdel af 2014, hvilket svarer nogenlunde til niveauet sidste år.

Det var det stigende salg på uddannelsesmarkedet og til forhandlere, der opvejede et fald i bogklubbernes omsætning og afviklingen af koncernens netboghandel.

Dermed lever regnskabet op til virksomhedens forventninger.

Resultat før skat endte med et underskud på 13 millioner kroner, hvilket var lidt bedre end sidste års minus 17 millioner kroner. Efter skat blev resultatet minus 10 millioner kroner sammenlignet med underskuddet på 13 millioner kroner i 2013. 

Udviklingen på det danske bogmarked skønnes i første halvår af 2014 at være nogenlunde neutral i forhold til 2013.

Gyldendal forventer ikke vækst i bogsalget for resten af 2014 generelt, men det stigende salg af bøger til uddannelsesmarkedet forventes at fortsætte den positive udvikling. For hele 2014 forventes fortsat et svagt faldende privat bogmarked.