Skole blev mangemillionær på gammel Snapchat-investering

En forudseende skolefond fik i denne uge 169 millioner kroner i kassen ved at sælge ud af sin investering i Snapchat. Og skolen kan blive endnu rigere.

Det var ikke kun Snapchats to stiftere, Bobby Murpy Evan Spiegel (til venstre og midtfor), der sammen med formanden for New Yorks børs, Thomas Farley (til højre), kunne juble over Snaps børsnotering torsdag. Der var guldregn til en californisk skole, som for længe siden havde set potentialet i selskabet og investeret i det. Foto: Drew Angerer, Getty Images/AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Drew Angerer

Milliardglimmeret fra børsnoteringen torsdag af den populære billedbeskedtjeneste Snapchat har også ramt en californisk skole, som pludselig har fået et solidt tilskud til klassekassen.

St. Francis High School, som er en privat romersk-katolsk skole i byen Mountain View i Californien, står pludselig med omkring 24 millioner dollars eller 169 millioner kroner, fordi nogle forældres interesse for at investere medførte, at skolen for fem år siden købte en andel i Snap, som er Snapchats ejer.

Inspirationen kom fra køkkenbordet

Man fandt 15.000 dollars, som kunne bruges til formålet, og da Snap så torsdag gik på børsen i New York for at rejse flere penge ved at sælge aktier i selskabet med det gule spøgelse som logo, solgte skolen omkring 1,4 millioner af de 2,1 millioner aktier, som de tidligere havde købt. De resterende aktier, som skolen stadig har, er omkring 19 millioner dollars eller 134 millioner kroner værd, skriver nyhedsbureauet Associated Press, efter at Snap-aktien er steget yderligere.

Skolen oprettede i 1990 en fond på opfordring fra to børneforældre, som var professionelle investorer.  I 2012 kom den ene af dem, Barry Eggers, hjem fra arbejde og så, at hans datter Natalie og nogle skolekammerater sad ved køkkenbordet og havde svært travlt med at lege med en ny mobilapp, som de havde hentet. Her kunne de sende billeder og små filmklip til hinanden, og de slettede sig selv, få sekunder efter at modtageren havde set dem.

Barry Eggers, der er medstifter af Lightspeed Venture Partners og formand for skolefonden, var tændt. Han fik arrangeret et møde med Snapchats to stiftere, Evan Spiegel og Bobby Murphy, og ti dage senere fik han forhandlet en investering i Snapchat på 500.000 dollars på plads. Skolefonden lagde 15.000 dollars ved i samme hug.

Skulderklap til elever og lærere

Skolefonden arbejder nemlig ved at lægge lidt penge med, når de store investorer køber sig ind i lovende iværksættervirksomheder. Lige nu har fonden investeret i et par håndfulde andre virksomheder men har ikke lyst til at fortælle, hvor stor formuen er.

Inden Snapchat kastede en guldregn over skolen, var det hidtil største enkeltudbytte af investeringerne på 2,1 millioner dollars i 1996 fra en investering på 25.000 dollars i Advanced Fibre Communications.

Pengene fra salget af Snap-aktierne skal bruges på stipendier til eleverne, fastholde kvaliteten af undervisningen gennem efteruddannelse af lærerstaben og forbedre faciliteterne på skolen.