Skjorte-kvaliteten kan mærkes helt ned i detaljen

Det er svært at se forskel på en lyseblå businessskjorte til 300 kr. og den dyre luksusskjorte til 1.200 kr. Forskellen ligger i forarbejdningen og de små detaljer.

Færre sting pr. cm og en enklere måde at sy på. Detaljerne afslører, at dette er en billig skjorte til omkring 250 kr. Foto: Jens Høy Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Du får, hvad du betaler for. Det ordsprog kan overføres til mange varer og sammenhænge, og selv om det er svært at se, indeholder den dyre luksusskjorte langt flere detaljer end den billigere. For mange vil de små detaljer være ligegyldige, men holder du af produkter, hvor der er kælet for detaljerne, er der fuld valuta i en godt forarbejdet skjorte, og den holder længere, før vask og strygning tager livet af den.

Om den dyre skjorte så er tre til fire gange så god som den gennemsnitlige business-skjorte må være op til den enkelte at vurdere. På den måde er det med forretningsmandens mest benyttede beklædningsgenstand som med ure: Er et konservativt Rolex Submariner fire gange så godt som et lækkert Tissot, med flere indbyggede finesser?

Et spørgsmål om metervaren

Hvis vi bliver i urenes verden, er metervaren i skjorten selve kernen i produktet – ligesom værket i et mekanisk ur. Er metervaren ikke helt i top, blegner detaljerne. Er man på jagt efter luksus, gælder det med andre ord om at se på den bomuld, der bliver brugt.

Det mest fortærskede ord i den sammenhæng er egyptisk bomuld. Man kan næsten mærke den bagende sol og den perfekte fugtighed, hvor bomulden gror langsomt, og nænsomt håndplukkes og forarbejdes af syngende arbejdere med solhat og brede smil.

Men faktum er, at dygtig markedsføring har medført, at den egyptiske bomuld har langt højere status, end der måske er belæg for. Når producenterne gerne vil benytte egyptisk bomuld, hænger det mere sammen med, at der traditionelt har været dyrket langfibret bomuld i Egypten.

Men samme type kan ligeså godt dyrkes mange andre steder med tropisk klima. Med til historien om egyptisk bomuld hører, at bomuldsplanten med de lange fibre oprindelig er indført fra Amerika til Egypten omkring 1880erne. I dag dyrkes langfibret bomuld også intensivt i Indien og Kina. Som forbruger kan det imidlertid være svært at vurdere, om metervaren er af en god, langfibret kvalitet, så her må man i vid udstrækning stole på producenten og ellers bruge hænderne til at mærke på stoffet.

De bedste metervarer benytter garn, der er dobbeltvundet, hvilket på marketing-sprog hedder Two-Fold eller Two-Ply-bomuld. Typisk benyttes dobbeltvundet garn i længderetningen af stoffet og enkeltvundet på tværs i vævningen, men de rigtigt fine produkter benytter dobbeltvundet i begge retninger. På forbruger-dansk betyder det et stof, der føles blødere og federe imellem hænderne.

Syninger og finesser afslører prisen

Når man taler om gode skjorter opererer man med flere størrelser end blot medium, large og x-large, og langt de fleste leverandører har to til tre forskellige snit. Den klassiske er fyldigere i snittet, mens slimline, eller modern fit, er uden brystlomme og smallere i pasformen. Gode knapper er luksusskjortens mest synlige detalje. Her benytter premium-mærkerne såkaldt kunstig perlemor, ligesom man gør en dyd ud af, at knapperne er syet forsvarligt i med den bedste tråd og med krydssting.

Tidligere benyttede man ægte perlemor, men det har en tendens til at forvitre, og i praksis er det ikke godt til knapper, der skal en tur i vaskemaskinen. Selve knaphullet er også et sted, hvor den billigere, masseproducerede skjorte afslører sin fortid i en larmende pakistansk fabriksbygning.

Luksusskjorten har et fint defineret knaphul med perfekt syning hele vejen rundt, og størrelsen på hullet passer perfekt til knappen – hverken for stort eller for stramt, så stoffet omkring knappen krøller på grund at et skævt træk. Tykkelsen på knappen er typisk tre til fire mm. En billig skjorte har færre dele og arbejdsgange end den dyre, og præcisionen i syningerne er et sted, hvor kvaliteten kan ses med det blotte øje.

Franske sømme ses også kun sjældent på billigere skjorter. Tag fat i skjortens bærestykke og du vil opdage, at det er syet sammen af to let asymmetriske stykker, hvilket betyder, at bærestykket falder bedre hen over skuldrene. Den lækre skjorte kan også have et tyndt mellemfor i selve bærestykket, der sikrer, at stoffet falder perfekt og ikke rynker ved syningerne. Visse af de klassiske engelske mærkersom Turnbull & Asser benytter stadig en del håndarbejde i deres dyreste skjorter. T

ypisk er det kraven og manchetter, der færdiggøres i hånden, med alt hvad det indebærer af perfekte syninger og smuk forarbejdning.