»Skilsmissesoftware« skal redde Skat fra flere milliardskandaler

Det københavnske IT-selskab Cbrain har haft så stor succes med en softwareplatform, der kan sikre en hurtig skilsmisse på nettet, at selskabet med samme software nu skal sørge for, at der kommer styr på Skats skandaleramte håndtering af udbytteskat.

Per Tejs Knudsen og Cbrain skal sikre, at Skat får styr på butikken, når det gælder udbytteskat. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl

Skats kludder med håndteringen af såkaldt refusion af udbytteskat bliver en dyr fornøjelse for den danske stat.

Den seneste opgørelse viser, at Skat er blevet svindlet for mere end 9 mia. kr. over en periode på flere år, hvor den britiske forretningsmand Sanjay Shah er mistænkt for at have benyttet sig af et avanceret fupnummer til at trække milliarder ud af den danske statskasse.

Flere medier har allerede kategoriseret sagen som én af danmarkshistoriens største svindelsager. Snyderiet skulle være foregået på den måde, at Sanjay Shah via sine selskaber skulle have søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden han reelt har ejet de aktier, han vil have tilbagebetalt skat for.

Den slags metoder vil Skat have sat en stopper for. Og det er her, det lille københavnske softwarefirma Cbrain kommer ind i billedet. Svindelsagen i Skat er omkring 132 gange større end Cbrains samlede omsætning i 2015, men IT-selskabet fra Østerbro har stor tiltro til egne evner.

»Vi synes, at det er meget spændende at komme ind og få lov at løse nogle af de mere højtprofilerede opgaver. Vi går ind i projektet med betydelig ærefrygt, men vi mener, at vi både virksomheds- og softwaremæssigt har nået et niveau, hvor vi kan begynde at byde ind på den her type opgaver,« siger Cbrains topchef Per Tejs Knudsen.

Cbrain er blevet valgt til at løfte den profilerede opgave i Skat, fordi IT-selskabet har leveret en meget velfungerende softwareplatform til Statsforvaltningen, hvor man eksempelvis nemt og hurtigt kan søge om skilsmisse på nettet.

»Det er sket det, at Skat er blevet inspireret og har set, hvad vi har lavet i Statsforvaltningen. Det har betydet, at vi som ny leverandør har fået lov at komme ind. Det er klart, at det ofte ville være nogle af de store, klassiske leverandører, der kunne få sådan en opgave, så vi opfatter det lidt som et gennembrud, at vi får lov at komme ind,« siger Per Tejs Knudsen.

Fremover skal Cbrains softwareplatform sikre, at Skat ikke kludrer rundt med refusion af udbytteskat. Cbrain får ikke noget at gøre med selve pengeoverførslerne, men leverer det system, der skal kontrollere og anvise udbetalingerne.

»Vi kalder det selv for et fagsystem. Det fungerer lidt ligesom som vores system med at blive skilt på nettet: Man laver sin anmeldelse, hvorefter der så foregår en sagsbehandling, som så efterfølgende fører til en afgørelse,« siger Per Tejs Knudsen.

IT-direktøren ønsker ikke at oplyse, hvor stor værdi selskabets kontrakt med Skat har, men ser store perspektiver i aftalen, da tiden ikke lige er til milliardsatsninger på IT-projekter i det offentlige.

Det offentlige har i årevis været martret af en række store IT-skandaler. Staten har groft sagt spildt milliarder på uduelige systemer. Et af de meste kendte eksempler er Arbejdsmarkedsstyrelsens IT-system, Amanda, som blev skrottet i 2008 og kostede omkring en milliard kroner. Politiets sagsbehandlingssystem, Polsag, kørte også fuldkommen af sporet og blev kasseret i 2012. Her lød regningen på rundt regnet en halv milliard kroner. Og senest i 2014 måtte Arbejdsskadestyrelsen aflive et system, der resulterede i et samlet tab på over 280 mio. kr.

De mange IT-skandaler i det offentlige har fået den konsekvens, at myndighederne i stigende grad er gået væk fra selv at bygge specialløsninger fra bunden for i stedet at købe sig ind i standardsoftware og dermed »genbruge« eksisterende systemer.

»Hvis myndigheder som eksempelvis Skat begynder at basere sig på standardsystemer og genbrug frem for at lave de klassiske udviklingsprojekter, så kan det måske inspirere andre myndigheder til at kigge i den retning. Det opfatter vi som lidt af en »gamechanger«,« siger Per Tejs Knudsen.

Hvornår tager I hul på opgaven hos Skat?

»Vi er gået i gang. Det er det, man kalder en hasteopgave,« lyder det fra Cbrain-direktøren.