Skibene skæpper i Københavns kasse

Lige fra Tivoli til Illums Bolighus er man optimistiske og forventer, at endnu flere krydstogtpassagerer vil indtage København i 2010.

Foto: Colourbox.
Læs mere
Fold sammen
Store dele af det københavnske erhvervsliv har det seneste år fået store tæv af den økonomiske krise.

Men nu er der smil at spore, eftersom der er udsigt til endnu flere krydstogtpassagerer i København og omegn næste år.

2009 er rekordår med 620.000 passagerer til og fra København, og en stigning vil betyde flere turister i de københavnske gader og dermed butikkerne.

»Vi forventer en stigning af krydstogtgæster i 2010. De kan godt lide dansk design og kvalitet, og derfor forventer vi en stigning på op mod 10 procent. Samtidig har vi søndagsåbent hele sommeren, og det tiltrækker gæsterne,« siger direktør for Illums Bolighus, Henrik Yphendanz, der mener, at der altid er folk, som rejser, selv om der er finanskrise.

De optimistiske forventninger til 2010 gør sig også gældende hos Tivoli, der allerede nu melder om et fantastisk 2009, og her er man ikke i tvivl om, at udsigten til flere krydstogtgæster også vil gavne den gamle forlystelsespark.

»Hvis den her trend fortsætter, forventer vi en klar stigning næste år. Tivoli er et typisk sted at besøge for turister, som kommer langvejs fra, og så samarbejder vi med nogle bureauer, der booker passagerer til en tur i Tivoli,« siger vicedirektør Franz Fossing.

Gang i kanalbådene
En tredje af de store attraktioner for krydstogtturisterne er den velkendte kanalrundfart, der årligt har 720.000 passagerer, men tallet forventes at stige næste år, når krydstogtskibene sejler ind i hovedstaden.

»Det her er et område, der er i vækst, så vi håber også på en fremgang. Vi har aftaler med de fleste krydstogtskibe, der kommer til byen, så en potentiel stigning vil afspejle sig i vores antal passagerer. Så vi er optimistiske, fordi krydstogtskibene er en væsentlig del af vores marked,« siger Erik Holsko, administrerende direktør for DFDS’ kanalrundfart.