Skatte-Sven og elev blåstemplede milliardudbetalinger til Sanjay Shah

To tidligere medarbejdere i Skat, der nu begge er pensionister, blev torsdag og fredag afhørt i sagen mod Sanjay Shah. Det var på deres kontor, at udbyttemilliarderne til Sanjay Shah fik det blå stempel.

Sanjay Shah lyttede med på sidelinjen, da to tidligere medarbejdere i Skat vidnende i sagen mod ham torsdag og fredag.  Lars Andersen

I retslokale 304 spolede specialanklager Anders Møllmann tiden tilbage til 2012.

Torsdag eftermiddag og fredag formiddag tog han dommerne og tilhørerne med til et lillebitte kontor i Taastrup, hvor ganske få medarbejdere – i det ellers gennemdigitaliserede Skat – sad og åbnede kuverter fra udlandet med ansøgninger om at få udbetalt store beløb.