Skat: Kom – lad os skændes, så ingen opdager katastrofens egentlige omfang

Peter Suppli Benson. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg håber ikke, at det er udtryk for en bevidst strategi fra en dreven politikers side. Men det er svært ikke at lade mistanken vokse frem.

For dårligt har den nye skatteminister, socialdemokraten Morten Bødskov, sat sig i ministerstolen, før han begynder at slå fra sig til alle sider og skyde skyld og ansvar for både fortidens og fremtidens Skat-katastrofer over på alle andre end sig selv.

Det er min klare oplevelse efter endnu en grim uge – og der har været mange før den – i Skats efterhånden 15-årige historie.

Det var forleden, at den nye minister stillede op til interview om sit nye ansvar og de mange opgaver, som følger med posten som minister på et område, som i snart 15 år har været et stort betændt sår, hvor skiftende Skat-ledelser har vist sig helt utilstrækkelige til at løse opgaverne – og hvor skiftende ministre og politikere, samtidig har givet Skat-medarbejderne absolut umulige vilkår at løse deres opgaver på.

Og så kommer den nye minister ind ad døren og begynder som det første at skyde i øst og vest, i øvrigt i et interview her i Berlingske.

Meldingen er, at den overordnede redningsplan, som skal få Skat på ret køl, slet ikke kører, som den skal. Og samtidig gør ministeren det klart, at han efter et foretaget »kasseeftersyn«, har konstateret, at den tidligere blå regering og den tidligere Venstre-skatteminister Karsten Lauritzen har efterladt et enormt økonomisk hul, som kan tvinge Skat til at stoppe ellers helt nødvendige tiltag og projekter i Skat.

Det lyder ikke godt, og det rejser selvsagt også en række spørgsmål til den tidligere minister, som dog var hurtigt ude og benægte, at situationen er, som den nye minister fremstiller den.

På nogle måder er jeg ved at blive immun for skiftende politikeres og ministres udtalelser og løfter på skatteområdet. Som borger står der én og kun én ting tilbage; skattesystemet fungerer ikke, og politikerne har ikke evnet at rette op på det – trods utallige katastrofer og skandaler, som gennem 15 år har vist dybden af manglerne.

Så når en ny skatteminister med det samme begynder at skyde på sin forgænger, og forgængeren skyder tilbage, så afslører det manglen på respekt for os skatteborgere, som i snart 15 år har levet med et system, som på mange områder slet ikke fungerer.

Hvem husker ikke skandalerne om det fejlslagne system til gældsindrivelse, EFI. Eller hvad med de forkerte ejendomsvurderinger, udbytteskatsagen – og senest behovet for milliardeftergivelser til en lille halv million danskere, fordi gældsbjerget er løbet løbsk. Hver især er de slemme nok. Men set samlet, viser det et Skat og nogle politikere, som ikke har styr på deres opgave.

Derfor er der ikke brug for politiske drillerier. Der er brug for, at man arbejder sammen om den genopretningsplan for Skat, som er fundamental for at få det til at fungere, og at man finder de nødvendige penge.

Sandheden er nok desværre, at den nye socialdemokratiske regering, som finansminister Nikolai Wammens netop overståede kasseeftersyn også viste, har brug for at kunne skyde skylden for manglende midler tilbage på den tidligere regering og dermed kunne retfærdiggøre, hvis man ikke kan leve op til valgløfterne.

Så det lugter af mangel på vilje til at putte de nødvendige penge i at skabe et velfungerende Skat – så hellere spille det politiske spil, mens danskerne må leve med et forhutlet Skat – og mulige nye skandaler.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske