Skandaleramt amerikansk medicoselskab lukker og slukker snart

Det skandaleramte amerikanske medicoselskab Theranos, som på et tidspunkt skød mod himlen med en markedsværdi på 9 mia. dollar, vil snart lukke og slukke helt. Det skriver The Wall Street Journal onsdag.

Theranos' tidligere topchef Elizabeth Holmes, som på et tidspunkt blev fejret på Wall Street og sammenlignet med Apples Steve Jobs, har erkendt sig skyldig i børssvindel Fold sammen
Læs mere
Foto: CARLO ALLEGRI

I en mail fra Theranos fremgår det, at man vil udbetale, hvad der er tilbage af likvider til kreditorerne de kommende måneder, inden selskabet vil blive opløst.

Theranos påstod, at man ville revolutionere blodprøvetagning, men det viste sig senere, at man ikke kunne dokumentere teknologiens formåen. Derfor er selskabet blevet beskyldt for at have begået det største bedrager i Silicon Valleys historie.

Theranos' tidligere topchef Elizabeth Holmes, som på et tidspunkt blev fejret på Wall Street og sammenlignet med Apples Steve Jobs, har erkendt sig skyldig i børssvindel og må ikke arbejde i børsnoterede selskaber i ti år. Samtidig står hun også anklaget for bedrageri, da hun beskyldes for at have franarret flere hundrede millioner dollar fra investorer og for at have bedraget læger og patienter.

Samlet set har investorer mistet næsten 1 mia. dollar.

Theranos og Elizabeth Holmes påstod, at man ville revolutionere det at tage og analysere blodprøver, da man mente, at man med blot to dråber blod med ny teknologi kunne gennemføre komplette blodanalyser, og man lancerede et fingertest-kit til en pris af bare 9 dollar.

The Wall Street Journal kunne dog senere dokumentere, at man stort set ikke anvendte produktet i de mere end 240 tests, man tilbød forbrugerne. I det skjulte brugte man i stedet kommercielt udstyr, man havde købt af andre virksomheder.

Med beslutningen om opløsning af Theranos er der samtidig udsigt til, at forsøgene på at sælge Theranos ikke har båret frugt. Ifølge avisen har finanshuset Jefferies haft kontakt til op mod 80 mulige købere, som måske kunne være interesseret i Theranos' aktiver, især patenter, men altså uden resultat.

Hvis Elizabeth Holmes, og hendes tidligere kæreste, Ramesh "Sunny" Balwani, der også er anklaget for bedrageri, da han var driftsdirektør og næstkommanderende i selskabet, bliver kendt skyldige, kan de ende op mod 20 år i fængsel og samtidig skulle betale op mod 250.000 dollar i bøde hver. Ligesom de vil skulle betale erstatning til de, som har tabt deres penge på grund af bedrageriet.