Skal flæskestegen mærkes med døde grise?

Forbrugerne bør få et mere realistisk billede af produktionsforholdene for svin, mener Dyrenes Beskyttelse.

Foto: Ditte Valente
Dyrenes Beskyttelse ønsker, at forbrugerne tvinges til at se virkeligheden i dansk svineproduktion i øjnene, når de hiver en pakke billige koteletter op af køledisken i supermarkedet.

Det skal være slut med, at emballagen er prydet af Mortens Korchsk bondegårdsidyl, skriver metroXpress.

I stedet skal forbrugerne via mærkning oplyses om, hvordan kødet er produceret.



For eksempel kunne det fremgå af mærkningen, at der årligt dør omkring ni millioner smågrise i Danmark som led i produktionen, ligesom et billede af slagtesvinet i sin trange bås kunne møde forbrugerne på emballagen, mener Dyrenes Beskyttelse.

- Forbrugerne træffer ikke altid et oplyst valg, for de har ikke viden om produktionsforholdene. Derfor bør de via mærkning præsenteres for et mere realistisk billede af produktionsforholdene, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

Forslaget bakkes op af SF:

- Det vil vi gerne støtte, da der er nogle helt uacceptable produktionsforhold visse steder i den danske svineproduktion, siger SF's dyrevelfærdsordfører, Kristen Touborg, til metroXpress.



Han tvivler dog på, det kan lade sig gøre: - Jeg ikke tror, at supermarkederne ville sælge produkter, der var mærket på sådan en måde, siger han.

Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører, Bjarne Laustsen, mener ikke, at forslaget vil kunne gennemføres, da EU-lovgivningen ikke tillader negativ mærkning.

/ritzau/