Skæbneuge forude for kriseramte Hellerup Finans

Hellerup Finans skal rejse 55 mio. kr for at afværge konkurs - bestyrelsesformanden vil ikke spå om, hvorvidt det lykkes.

Foto: Thomas Lekfeldt. Investeringsselskabet Hellerup Finans afventer fortsat sin skæbne. 55 mio. kr skal rejses inden ugens udgang.
Læs mere
Fold sammen

Bestyrelsesformand i Hellerup Finans, Torben Jensen, tør ikke spå om, hvorvidt det vil lykkes at hente 55 mio. kr. til at afværge en konkurs.

Det skriver Børsen.

Fredag beskrev avisen, at selskabet er tæt på at gå konkurs, og ifølge et referat fra generalforsamlingen 9. januar skal selskabets eksisterende samt nye investorer skyde 15 mio. kr. i kontantindskud og gå med til at konvertere gæld for yderligere 40 mio. kr.

Topchef, Jesper Gotfredsen, og Torben Jensen vil i ugens løb kontakte 420 mennesker, og først derefter kan selskabet lægge en slagplan. Men bestyrelsesformanden er nervøs for udfaldet.

»Jeg håber da, at vi går en fremtid i møde. Men jeg ved sgu ikke - for at være helt ærlig - om aktionærerne vil bakke op eller ej,« siger Torben Jensen om kapitaljagten til Børsen.

Selskabet, der blandt andet er storaktionær i superligaklubben Lyngby Boldklub, arbejder nu på at afvikle al aktivitet i driftsselskabet Hellerup Finans, der i midten af december skiftede navn til Selskabet af 1. juni 2005 A/S, skriver avisen.