Sjælsø-stifter træder et skridt tilbage

Ejendomsudviklingskoncernen Sjælsø Gruppen foretager en ledelsesrokade i toppen. Stifteren, hovedaktionæren og lederen gennem en årrække, Ib Henrik Rønje, vil hellige sig forretningsudvikling.

Ib Henrik Rønje, der har stået i spidsen for den succesfulde ejendomsudviklingskoncern, Sjælsø Gruppen, fra starten, overlader fra 1. september ledelsen til den nuværende koncernfinansdirektør, Flemming Jensen.

Ib Henrik Rønje vil fremover hellige sig forretningsudviklingen i Sjælsø Gruppen. En rokade, som man tidligere har set hos ejendomsgiganten Keops, hvor stifteren og hovedaktionæren Ole Vagner også trådte et skridt tilbage i organsisationen.

Ib Henrik Rønje indtræder i en nyoprettet stilling som direktør for forretningsudvikling, og han fortsætter i selskabets Investeringskomité.

"For fortsat at drage nytte af Ib Henrik Rønjes betydelige indsigt og erfaring i den videre udvikling af Sjælsø Gruppen vil bestyrelsen desuden til selskabets næste generalforsamling indstille, at Ib Henrik Rønje indvælges som nyt medlem af selskabets bestyrelse," oplyser Sjælsø Gruppen.

Den nye koncernchef afviser, at der er noget dramatik omkring ledelsesændringen.

"Man kan nærmest betragte det som en form for generationsskifte, da det ikke er nye folk, der kommer i ledelsen. Og der er heller ingen planer om et skifte i strategien, da det går godt for virksomheden," siger Flemming Jensen, til RB-Børsen.

Som Flemming Jensens efterfølger er Torben Black udnævnt til direktør, CFO og nyt medlem af direktionen.