Sjællandsk by frygter jobkatastrofe i kølvandet på sanktioner

Nu har EU pålagt nye sanktioner for råvarer, som også kan ramme den danske milliardvirksomhed DanSteel, der beskæftiger sig med stålproduktion og har russisk ejerskab. Fabrikken er den største arbejdsplads i Halsnæs kommune og modtager leverancer fra Rusland. Borgmesteren er »dybt bekymret for arbejdspladserne«. Men 3F peger på, at problemet i stedet ligger andre steder.

Går en usikker fremtid i møde – Stålvalseværket NLMK DanSteel i Frederiksværk har en produktionskapacitet på 550.000 ton plader om året. Deres produkter bliver brugt til skibs-, bygge- og anlægsprojekter, olie- og gasprojekter, transportsektoren og vindmøller. (Arkivfoto) Bjarke Ørsted

EU har pålagt en ny række sanktioner over for Rusland, så stål nu også er inkluderet på listen.

Den danske stålvirksomhed NLMK DanSteel ligger i Frederiksværk i Nordvestsjælland, og den beskæftiger over 400 ansatte samt flere underleverandører. Firmaet kan ende med at komme i klemme i den højspændte verdenssituation. Fagforeningen 3F, som har over 175 medlemmer blandt de ansatte hos DanSteel, melder om nervøsitet blandt medarbejderne.